Eleverne i Maniitsoq får ikke nogen ny skole

Det er blevet til et endeligt nej til en ny skole i Maniitsoq. Den gamle skimmelsvamp-hærgede skole skal i stedet totalrenoveres.
Kommunen har valgt ikke at søge fondsmidler til en ny skole, men i stedet prioritere at få startet renoveringen af den gamle.
23. december 2022 07:16

Der kommer ikke en ny skole i Maniitsoq. 

Det har kommunalbestyrelsen i Qeqqata Kommunia vedtaget på et ekstraordinært møde 19. december. I stedet for skal byens skole, Atuarfik Kilaaseeraq, renoveres.

Det oplyser viceborgmester Gideon Lyberth (Siumut).

Skolen har været plaget af fugt og skimmelsvamp i lang tid, så det kunne umiddelbart lyde som en god nyhed. Men det er flere af byens indbyggere og forældre til eleverne ikke enige i. De ønskede, at der i stedet skulle bygges en helt ny skole, som skulle finansieres af fondspenge - men det har kommunalbestyrelsen nu stemt nej til.

Fonde var interesseret

En arbejdsgruppe, der skulle undersøge mulighederne for finansieringen af den nye skole, har blandt andet været i kontakt med AP Møller Fonden, og fonden var ikke afvisende overfor at støtte projektet.

- Vi fik oplyst, at AP Møller Fonden var interesseret i at undersøge formålet med en ny skole. Det eneste krav var, at kommunen selv henvendte sig, så ville de påbegynde undersøgelserne i samarbejde med kommunen, siger kommunalbestyrelsesmedlem Karl Lyberth fra Naleraq.

LÆS OGSÅ Underskriftindsamling: Byg en ny skole i Maniitsoq

Men kommunen har altså valgt ikke at gøre. Så nu skal den gamle skolebygning renoveres.

Birthe
Foto © : KNR
Birthe Mathiesen

Eleverne er bliver lige nu undervist i forsamlingshuset, på musikskolen og i andre lokaler rundt om i byen. 

- Skolebyggeudvalget har ikke ønsket at projektet bliver forsinket yderligere, da de finder det uhensigtsmæssigt, at eleverne og lærerne er fordelt rundt på forskellige lokaliteter på grund af det dårlige indeklima i skolen, siger viceborgmester Gideon Lyberth (S) i en pressemeddelelse.

Beklagelig beslutning

Birthe Mathiesen er medlem af forældrerådet, og hun er slet ikke tilfreds. Kommunlabestyrelsens beslutning om ikke at søge støtte fra fonde er truffet for hurtigt, mener hun.

- Vi mener i forældrerådet, at beslutningen var for let uden undersøgelser. Muligheden kunne jo prøves, for eksempel ved at bruge en måned eller måske lidt længere tid. Derfor er det beklageligt, siger Birthe Mathiesen.

LÆS OGSÅ Skimmelsvamp: Der bliver ikke bygget en ny skole foreløbig

Men det var for usikkert, om der i sidste ende var fonde, der ville støtte at bygge en ny skole, mener viceborgmesteren.

- Begrundelsen er, at fondene ikke har sagt, at de ville godkende ansøgningerne. Det er kun medarbejderne i fonden, som opfordrer os til at sende en ansøgning, men det er ikke dem, der træffer afgørelsen, siger Gideon Lyberth.

Det vil koste 200-250 millioner kroner at bygge en helt ny skole, vurderer kommunalbestyrelsen.

Lige nu er der afsat 71 millioner kroner til renovering af Atuarfik Kilaaseeraq.