Underskriftindsamling: Byg en ny skole i Maniitsoq
Der bliver lige nu samlet underskrifter i Maniitsoq for at få bygget en ny skole i byen.
Den gamle skole, Atuarfik Kilaaseeraq, er nemlig ramt af fugt og skimmelsvamp.
Det er skolens forældreråd, der startede underskriftindsamlingen onsdag den 14. september - indsamlingen har kørt til i dag, hvor i alt 660 underskrifter er afleveret til kommunen.
Det fortæller forælder Elisebeth Larsen på vegne af forældrerådet i Maniitsoq.
- Underskriftindsamlingen er et resultat fra forældrenes initiativ og arbejde for at få bygget en helt ny skole. Indtil nu har vi samlet 660 underskrifter, siger hun.
KNR fortalte i sidste uge, at dele af Atuarfik Kilaaseeraq er ramt af skimmelsvamp, og at dele af skolen er blevet utæt på grund af forældelse.
En forældet skole
Det viser en undersøgelse, som skolen selv og skolebestyrelsen har fået foretaget af et firma, der har speciale i skimmelsvamp på bygninger.
Undersøgelsen viste, at både lærerværelset og dele af skolens krybekælder har skimmelsvamp, der skabte gener i både gymnastiksalen og seks af undervisningslokalerne.
Derudover måtte biologilokalet lukkes på grund af skimmelsvamp.
Eleverne fra de lukkede lokaler bliver i dag undervist i skolepasningslokalerne.
Undersøgelsen i maj viste også, at dele af loftet og vinduerne er utætte, og vand siver ind når det regner.
Underskrifter afleveres i dag
Men en ny skole er ikke lige om hjørnet, siger Evelyn Mølgaard (S), der er formand for Uddannelsesudvalget i Qeqqata Kommunia.
Ifølge hende er der ikke gode muligheder for at bygge nyt i Maniitsoq lige nu, da man stadig er i gang med at jordarbejde på arealerne til en ny bydel i fremtiden.
Kommunalbestyrelsen har dog godkendt, at der bliver afsat i alt 71 millioner kroner til en totalrenovering. Den er planlagt til at starte i midten af 2024.
Det har dog ikke afholdt forældre fra at kræve en ny skole til deres børn.
Underskriftindsamlingen slutter med en demonstration fra kl. 13:00 i dag, fortæller Elisebeth Larsen.
- Vi samles kl. 12:45 ved skolen og går ned til kommunen kl.13:00, hvor vi afleverer underskrifterne til de rette modtagere.