Efterårssamling og Broberg-ballade: Det kan der komme til at ske i dag

Efterårssamlingen starter i dag, og Múte B. Egede holder åbningstalen. Opposition og støtteparti presser på for svar på, hvad der skal ske Broberg-balladen.
Múte B. Egede sammen med blandt andet Pele Broberg foran Inatsisartut, inden efterårssamlingen starter. Foto © : KNR/ Malik Brøns
24. september 2021 10:15

Der er stille midt i orkanens øje. Og det har der været siden i søndags, hvor orkanen pludselig tog fart.

For da fik den bramfri naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Pele Broberg (Naleraq), taletid i avisen Berlingske. Og han talte om, hvem der skal kunne deltage i en folkeafstemning engang i fremtiden om grønlandsk selvstændighed. Det skal kun folk med inuit-baggrund, sagde Pele Broberg til Berlingske. 

LÆS OGSÅ Aaja Chemnitz Larsen: Pele Brobergs udtalelser skader Grønland

Og så drev den første store politiske efterårsstorm ellers ind over Nuuk. Múte B. Egede (IA), der er formand for Naalakkersuit, undsagde for første gang sin naalakkersuisoq. Han sendte en skriftlig meddelelse ud om, at Pele Brobergs syn på hvem, der skal kunne stemme, slet, slet ikke er Naalakkersuisuts politik.

Koalitionen

I Inatsiartut er der 31 pladser. 

Inuit Ataqatigiit sidder på 12 pladser. 

Naleraq sidder på fire. 

Dermed har de to partier et flertal på lige præcis et mandats flertal. 

Støttepartiet Atassut har blot to pladser i Inatsiartut.

Det er nu fem dage siden. Og det er stadig uklart, hvad Muté B. Egede vil stille op med Pele Broberg i Naalakkersuisut. 
Det lille støtteparti Atassut har sagt, at de ikke længere har tillid til Pele Broberg. Han skal hives ud af naalakkersuisoq-kontoret, og der skal laves en rokade, mener formand Aqqalu Jerimiassen.

Og det samme har den politiske næstformand i Inuit Ataqatigiit, Aqqaluaq B. Egede, antydet overfor Sermitsiaq.AG. Han sagde søndag, at der kan være en rokade på vej i Naalakkersuisut.

Kan ramle som et korthus

Men om der er en rokade i vente, har Múte B. Egede ikke svaret på.

- Lige nu forsøger han at tysse det hele ned, vurderer Jens Thorin, der er radiovisredaktør i KNR.

Han kan også beholde Pele Broberg på naalakkersuisoq-holdet men fjerne ham fra udenrigsområdet. 

LÆS OGSÅ Analyse: Det kan der ske i Broberg-balladen

Og så er der den mulighed, at Naleraq og IA slet ikke kan blive enige - og så kan Broberg-balladen ende med et valg. For IA sidder på et meget spinkelt flertal i Inatsisartut på blot et enkelt mandat. Og det sikrer Naleraq med deres fire mandater i Naalakkersuisut.

Og dermed kan Naalakkersuisut ramle sammen som et korthus efter blot seks måneders eksistens. 

 

 

Endnu en mulighed er, at Múte B. Egede opfordrer Siumuts formand Erik Jensen til at lave forhandlinger om et nyt Naalakkersuisut - og dermed opgiver han i virkeligheden at være formand for Naalakkersuisut og giver frivilligt stafetten videre til det næststørste parti, Siumut. 

Endelig kan han også begynde at forhandle med Siumut og Demokraatit om en ny regering.

- Men det er en hypotetisk mulighed, siger Jens Thorin.

- Valget handlede om udvinding af uran, og der står Siumut og Demokraatit i den ene lejr, imens IA og Naleraq er modtandere.  

Fortjenstmedalje til Múte B. Egede

Så hvad vil Muté B. Egede gøre? Det er første dag på efterårssamlingen i dag, og både hans støtteparti (Atassut) og oppositionen (Demokraatit og Siumut) kræver svar.

Naleraq har til gengæld ikke tænkt sig at forlade Naalakkersuisut, siger Jens Napaattooq, der er politisk ordfører.

Og alt imens den politiske efterårsstorm raser, modtog den 34-årige Múte B. Egede torsdag Selvstyres fortjenstmedalje, Nersornaat, i guld. 

LÆS OGSÅ Berlingske: Vi har ikke fejlciteret Pele Broberg

Det var formanden for Inatsisartut, Hans Enoksen (Naleraq), som tildelte ham fortjenstmedaljen som en anerkendelse for hans engagerede politiske arbejde, som på kort tid har bragt ham til det ærefulde hverv som formand for Naalakkersuisut.

- Når der tales om din politiske karriere, bemærkes der ofte som det første din unge alder – 34 år – og som gør første indtryk på kommentatorerne. Dette viser at du på kort tid og i din unge alder har opnået en meget flot politisk karriere, sagde Hans Enoksen blandt andet ved sin uddeling af fortjenstmedaljen til Múte B. Egede.

Sagen kort: 

  • I søndags bragte Berlingske et interview med naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Pele Broberg. 
  • I interviewet sagde han, at han vil diskutere, hvem det er, der skal kunne deltage i en fremtidig folkeafstemning om eventuel selvstændighed i Grønland. Kun folk med inuit-baggrund skal have lov til at stemme, sagde Pele Broberg. 
  • Den udtalelse tog Múte B. Egede (IA), der er formand for Naalakkersuisut, skarpt afstand fra i et dementi senere på dagen. Det er første gang, at han har undsagt Pele Broberg. 
  • Mandag krævede Atassut en rokade på naalakkersuisoq-holdet for at få Pele Broberg ud af ministerkontoret. 
  • Demokraatit kaldte udtalelsen om stemmeret ”absurd”.
  • Mandag aften skrev Pele Broberg selv en lang opdatering på Facebook. I den stod, at artiklen i Berlingske ”var fordrejet”. Pele Broberg tog også selv afstand til citatet om at ” kun Inuit må stemme ved en kommende folkeafstemning om selvstændighed.” 
  • Tirsdag afviste Berlingske overfor KNR, at artiklen ”var fordrejet”.