Anna Wangenheim: Danmark skal betale for, at personer med handicap opholder sig i Danmark

Danmark skal fremover stå for udgifterne til ophold i Danmark for grønlandske personer med handicap. Det mener naalakkersuisoq for sundhed og personer med handicap.
- Vi skal drøfte hvordan den danske stat kan støtte op og tage medansvar for, at vi i Grønland lever op til menneskerettighederne, siger Anna Wangenheim om sit kommende møde med social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen. Foto © : KNR/Johansinnguaq Olsen
Skrevet af Jens Thorin
02. oktober 2025 10:57

Rettelse: Tidligere har det fremgået, at Grønland bruger over 800 millioner kroner årligt på, at personer med handicap opholder sig i danske institutioner. Departementet for Sundhed og Personer med Handicap har efterfølgende gjort opmærksom på, at dette tal ikke er korrekt. KNR har rettet til i artiklen, så de rigtige tal fremgår.

Grønland bruger over 800 millioner kroner årligt på alle anbringelser eller ophold af børn og voksne med handicap efter handicapstøtteloven samt børn efter børnestøtteloven. Det svarer omtrent til 10 procent af landskassens indtægter i 2024.

Ud af de 800 millioner kroner bliver der blandt andet brugt penge på anbringelser eller ophold i Danmark. I nogle tilfælde, fordi alle muligheder i Grønland er udtømte. Udgiften til anbringelserne i Danmark var i 2023 cirka 125 millioner kroner.

Men står det til Anna Wangenheim skal denne udgift fremover betales af den danske regering. Det ønske vil hun fremlægge for den danske social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen, der i disse dage gæster Grønland.

- Det er noget af det, som vi skal drøfte, da vi mener, at der et stort ansvar som den danske stat har. Og jeg håber, at vi kan lave en aftale om, siger hun og fortæller, at det er et emne, som hun tog op under sit møde med ministeren i Danmark denne sommer. 

I følge finanslov for 2025 bruger selvstyret i år 34 millioner kroner på at personer med handicap, der har begået kriminalitet, er på ophold i Danmark.

Samtidig bruger de fem kommuner til sammen over 768 million kroner til ophold for pasningskrævende personer med handicap, oplyser naalakkersuisoq for sundhed og personer med handicap, Anna Wangenheim til KNR Radio program Ulluni makkunani.

- Vi kan ikke fuldt ud leve op til borgernes rettigheder. For eksempel bliver der placeret mennesker i forsorgshjem i Danmark, fordi vi i Grønland ikke kan udføre dette arbejde. Og det anser jeg for at være meget sørgeligt.

- Vi skal drøfte hvordan den danske stat kan støtte op og tage medansvar for, at vi i Grønland lever op til menneskerettighederne, siger Anna Wangenheim om sit kommende møde med social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen.