Dokumentar spåede Niaqornat en dyster fremtid – 14 år senere holder bygden stadig stand
I 2012 udkom den prisvindende dokumentar 'Bygden ved verdens ende.'
Dokumentaren skildrer livet i den nordvestgrønlandske bygd Niaqornat og den usikre fremtid, som truer bygden.
En af hovedpersonerne er bygdens eneste teenager, Lars-Kristian Kruse, som drømmer om at slippe væk.
Han vil ikke følge i sin fars fodspor og blive storfanger. I stedet drømmer han sig væk via internettet og ser mod den større verden uden for den lille bygd, der ligger omkring 60 kilometer vest for Uummannaq og knap 500 kilometer nord for Polarcirklen.
Dokumentaren tegner et billede af en isoleret bygd, der langsomt affolkes.
Indbyggerne flytter i jagten på uddannelse og arbejde, fiskefabrikken lukker, og fangererhvervet – bygdens vigtigste levevej – er under pres.
Hjemkomst
Kort efter dokumentarens udgivelse lykkedes det Lars-Kristian Kruse at flytte.
Han kom til Qaqortoq, hvor han gik på gymnasiet.
Siden er både hans mor, far og søskende også flyttet fra bygden.
I dag er den 33-årige Lars-Kristian Kruse bosat i Kangaatsiaq med sin hustru og deres to sønner. Han arbejder som kommunefoged.
Men i denne uge er han tilbage i Niaqornat sammen med sin ældste søn.
Hans bedstemor fylder 71 år om få dage, og far og søn er sejlet dertil for at tilbringe ti dage i hans barndomsbygd.
Til KNR fortæller Lars-Kristian Kruse, at det er dejligt at være hjemme, men at han samtidig føler sig en smule fremmed.
Selvom han også besøgte bygden sidste år, føles det hele lidt anderledes, når man har boet et andet sted de sidste 15 år og vender tilbage med familie, arbejde og uddannelse, siger han.
- Måske er det, fordi jeg er blevet moderne, men alting virker lidt gammeldags, når man kommer tilbage.
Fangerlivet
For ti år siden boede der knap 60 mennesker i Niaqornat. I dag er indbyggertallet faldet til 29 – omtrent det samme som antallet af slædehunde.
Bygden består af en Pilersuisoq, en skole med en håndfuld elever og omkring 11 beboede huse.
Den er omgivet af et storslået fjordlandskab, hvor isbjerge på størrelse med boligkvarterer driver forbi.
De fleste indbyggere lever af fangst og fiskeri. Her fanges blandt andet sæler, hvaler, hvalrosser, fisk og indimellem isbjørne.
Bygdens unge søger typisk mod de større byer for at uddanne sig, finde arbejde og stifte familie.
Selvom der har været håb om at udvikle andre erhverv som turisme, er det fortsat fiskeri og fangst, der udgør rygraden i bygdens økonomi.
Lars-Kristian Kruse fortæller, at nogle af beboerne frygter, at bygden en dag må lukke i takt med at indbyggere flytter væk.
- Men der er stadig folk, som passer deres arbejde og sikrer, at bygden kan overleve – ikke kun inden for fiskeri og fangst, siger han.
Fangst og fiskeri er dog fortsat bygdens vigtigste erhverv.
Niaqornat ligger lige ved indsejlingen til Uummannaq Fjord, hvor fangere kan tanke brændstof og proviantere, inden de fortsætter ind i fjordsystemet.
Samtidig er området rigt på dyreliv, hvilket gør det attraktivt for storfangere.
Generationsskel
Lars-Kristians far, den 52-årige Karl-Kristian Kruse, er storfanger og tidligere naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug.
Han var medlem af Inatsisartut fra 2013 til 2021 og naalakkersuisoq for fiskeri og fangst fra 2014 til 2016 og igen fra 2017 til 2018. I dag bor han i Nuuk.
Han ser langt mørkere på fremtiden.
Kruse senior siger, at fangst og fiskeri ikke længere er nok til at holde liv i bygden.
- Bygden lider en langsom død. Om 100 år er den sikkert væk.
Han peger på, at de lokale flytter væk, og han har svært ved at se, hvordan bygden skal overleve.
Det gør ham ondt, for han savner livet i Niaqornat og besøger stadig bygden hvert år.
Det samme gør den yngre Kruse.
Han fortæller, at han ofte får hjemve og længes efter roen dér, hvor han voksede op.
Men han ser mere optimistisk på fremtiden end sin far.
- Jeg er ikke bange for, at bygden bliver lukket. Der vil altid være nogle mennesker her, siger Lars-Kristian Kruse.
Og han er ikke den eneste, der tror på bygdens fremtid.
Også 28-årige Vivi Kruse Tobiassen, bygdens folkeskolelærer, der er flyttet tilbage efter at have uddannet sig, er ikke bange for at bygden dør.
- Set i mine øjne elsker mange af vores indbyggere bygden og vil ikke forlade den. No matter what they say, siger hun og griner.
- Vi vil gerne udvikle det.
- Det er et specielt sted, siger Vivi Kruse Tobiassen.
Ligesom hende peger Ilannguaq Egede, som er Nukissiorfiits mand i bygden og en af de få tilflyttere, på at der for nylig er kommet ny petroleumstank, hvilket ifølge dem er et tegn på, at bygden lever videre.
Ilannguaq Egede nævner også, at der er folk, der arbejder med renovation, i servicehuset, på sygestationen og for kommunen. Og så kommer der flere skoleelever snart.
En ny tid
Alligevel forstår Lars-Kristian Kruse godt, hvorfor unge vælger at flytte – ligesom han selv gjorde.
Han mener, at Grønland bevæger sig ind i en ny tid, hvor uddannelse bliver stadig vigtigere.
- Det er bedre at tage en uddannelse end at blive fanger. Det er jo fremtiden, vi taler om.
- Grønland bliver nævnt mere i resten af verden, og landet prøver at blive selvstændigt og bryde fri af Danmark. Derfor tror jeg, det er bedre, at folk uddanner sig end bliver fangere. Vi får brug for uddannede mennesker, siger han.
Hans far, Karl-Kristian, nævner også, at selve fangererhvervet - bygdens levevej - er under forandring.
- Mange bygder er blevet hårdt ramt som følge af de begrænsninger, der kommer fordi man mener, at jagtdyrene er ved at slippe op, siger han med henvisning til strammere kvoter.
- Det gælder stadig den dag i dag. Og det er ikke forkert at sige, at de lokalsamfund, som udelukkende har fangst og jagt som fundament, står over for en usikker fremtid, siger han.
I sidste ende, siger han, skal beslutningen om bygdens fremtid træffes af dem, der bor der.
- Men man kan ikke komme udenom, at folk i de senere år er flyttet væk i et ret højt tempo. Hvis den udvikling ikke ændrer sig, kan det meget vel betyde, at bygden i løbet af de næste hundrede år ikke længere vil være beboet.
Dokumentaren 'Bygden ved verdens ende' tegnede i 2012 et billede af en bygd på vej mod enden. Fjorten år senere er indbyggertallet halveret, men Niaqornat lever stadig – og blandt dem, der er tilbage, lever også håbet om, at bygden gør det mange år endnu.
