Tåre, tristhed og afmagt: Indbyggerne fortæller om lukningen af lufthavnens betydning for Narsarsuaq
Tårerne begynder stille og roligt at trille ned ad Konkordia Sørensen Gabriels ansigt.
Hun har ellers lige hvirvlet rundt i sit lille træhus i Narsarsuaq, for at sørge for kaffe og klargøre den ørred, som hun lige har fanget med sin veninde fra Argentina, der er på besøg for at se hendes smykkeforretning.
- Jeg var med i hele processen, da de tømte hotellet, siger Konkordia Sørensen Gabriel, der af de lokale bliver kaldt Kunngu, imens hun kæmper med at få luft imellem ordene.
Det sidste fly lettede fra Narsarsuaq den 15. april. Siden er det store hotel i bygden også blevet lukket og rømmet for stort set alt inventar.
Inden lufthavnen lukkede, var der omkring 140 indbyggere i bygden. I dag er der omkring 40, fortæller Kunngu Sørensen Gabriel, imens hun prøver at tælle efter med fingrene.
Hun forelskede sig i Narsarsuaq første gang i 1992, hvor hun kom til bygden som helt ung. I 2006 købte hun et hus i bygden og har siden været så meget på besøg som muligt.
- Vi har jo aldrig været mange, men det er alligevel fra 140 til 40 mennesker. Det er jo to forskellige verdner. Det har været rigtig hårdt og meget følelsesladet, siger Kunngu Sørensen Gabriel.
KNR har talt med tre borgere i Narsarsuaq om, hvordan det har påvirket bygden, at lufthavnen er lukket og flyttet til Qaqortoq, og hvad det har betydet for livet på den store eng med den nu meget rolige landingsbane.
Nogle indbyggere er endda begyndt at kalde det for en spøgelsesby.
Der sker ikke en dyt i Narsarsuaq
Storch Lund er opvokset på den anden side af fjorden på et fåreholdersted lidt uden for Qassiarsuk.
Fødselshjælpen måtte køre ekstra hurtigt på hesteslæden anden juledag, da han blev født, da der dagen inden havde været en anden fødsel i den anden ende af fjorden.
Siden har Storch Lund stort set brugt hele sit liv i Narsarsuaq, hvor han først var automekaniker, siden fly- og områdeleder og i dag på vej til at blive pensioneret.
Han har både ejet adskillige bygninger i byen, cafeen Polar-tut og et vandrehjem.
- Vi har jo været vant til, at der hele tiden rendte folk op og ned ad vejen, hvor vi ikke engang kiggede for at se, hvem der var kommet. I dag lægger vi mærke til alle, der kommer, siger Storch Lund.
Han ejer tre Targa-både, som han har brugt til at transportere gæster for Air Greenland rundt i fjorden. I dag er det kun den ene, som er i brug.
- Vi har tidligere haft meget, meget travlt i sommerperioden, hvor vi har sejlet konstant med vores tre både. Den tid er slut nu. Det betyder rigtig meget på den økonomiske side, siger Storch Lund.
Da det tidligere på året stod klart, at lufthavnen skulle lukke, begyndte indbyggerne i Narsarsuaq stille og roligt at finde nye jobs andre steder, fortæller Storch Lund:
- Vi har også tidligere hørt, at lufthavnen skulle lukke, men det blev aldrig til noget. Men så blev det lige pludselig alvorligt. Det er selvfølgelig trist. Der sker ikke en dyt mere i Narsarsuaq.
Opvækst i Narsarsuaq den bedste gave i livet
Barnebarnet Niviaaluk Lund Amondsen bor i Narsarsuaq og overtog caféen og vandrehjemmet fra sin bedstefar henholdsvis i 2024 og 2025. Tilsammen hedder de i dag Café & Hostel Narsarsuaq. Også hun fortæller, at lukningen af lufthavnen har sat sine spor i bygden.
- Rejsende og ansatte kom og gik. Mange arbejdede, og hotellet gav også liv og aktivitet. Men nu er hotellet lukket, lufthavnen er lukket… Jeg har aldrig før oplevet en sommer i Narsarsuaq som denne, siger Niviaaluk Lund Amondsen.
Hun fortæller, at hun har haft en lykkelig opvækst i Narsarsuaq. En opvækst, som hun gerne vil give videre til sine børn på 1, 5, og 9 år.
- Friheden, nærheden til naturen, de mange muligheder, man har som barn, og det, at man kan vokse op her i trygge omgivelser. Det mener jeg er den største gave man kan give i livet, siger hun.
Men børnehaven lukker, og hvordan det kommer til at gå med skolen efter sommerferien, ved hun ikke. Hvis institutionerne ikke fungerer i bygden, bliver det svært at få hverdagen til at hænge sammen.
- Hvis vi skal blive boende her, skal vores børn kunne gå i skole, og der skal findes en løsning for daginstitutionen. Hvis vi som familie skal kunne blive her, skal de ting være på plads, eller der skal være en anden løsning på det. Hvis kommunen ikke kan løse det, hvis det slet ikke kan lade sig gøre, bliver vi nødt til at indse, at vi nok må forlade Narsarsuaq, siger Niviaaluk Lund Amondsen.
Vil miste noget af sjælen
Det vil ikke være et godt tegn, hvis Narsarsuaqs kernefamilier flytter væk, mener Kunngu Sørensen Gabriel.
Hun tilføjer, at det i forvejen er svært at læse om tidligere borgere i Narsarsuaq, som har svært ved at falde til i deres nye tilværelser i Narsaq og Qaqortoq. Men der er ikke arbejde til dem mere i Narsarsuaq.
- Jeg tænkte fandeme nej. Nu tager jeg grupper hertil. Vi prøver at skabe noget.
- Nu laver vi smykker, og så har jeg snakket med kommunen om, at vi senere skal have startet kurser til unge mennesker omkring, hvordan man laver Nalunaq-guld, eller undersøge, hvordan man laver smykker, siger Kunngu Sørensen Gabriel.
I hendes hytte er der udstyr til finslibning.
En hytte, som vil blive arvet af hendes børn. Det giver tryghed, siger hun.
- Sælger jeg mit hus, mister jeg også min sjæl i området, siger Kunngu Sørensen Gabriel.
