Der lander ingen fly: I Narsarsuaq tror lufthavnschefen dog på en ny fremtid
Troen på genopstandelsen er stadig en stærk kraft i Narsarsuaq.
Lufthavnschef Finn Thomsen bevæger sig roligt rundt i den nu tomme lufthavnsbygning, hvor der ikke er fare for at møde mange andre på sin vej.
Dørene er de fleste steder låste. Lyset er slukket. Og på væggen hænger billeder fra gamle tider, hvor flotte opvisningsfly kæmpede for at få lov at lande på den naturskønne landingsbane.
I dag er der bare stille i Narsarsuaq. Lyde fra flymotorer og propeller blev sidst hørt på landingsbanen tilbage i april, da lufthavnen lukkede.
- Vi håber lidt på, at flypladsen kan genopstå, og så må vi jo se, hvilke betingelser det bliver under, siger Finn Thomsen med tydelig sønderjysk dialekt.
På trods af, at de udtalte æ’er og markante vokaler er hængt ved fra det sønderjyske, så flyttede Finn Thomsen allerede til Narsarsuaq i 1988 som 30-årig.
Han har i mange år boet i et lyserødt hus overfor Storch Lund, der var den forrige lufthavnschef, og ved siden af Ole Guldager, der bestyrer museet.
Både hans datter, barnebarn og oldebarn har indtil for nyligt alle boet i Narsarsuaq.
- Vi vidste jo godt, at lufthavnen ville lukke. Jeg var i hvert fald godt forberedt. Så jeg fældede ikke en tåre, da det sidste fly lettede, men det er klart, at det var vemodigt, siger Finn Thomsen.
Et ensomt tårn
Det er ikke kun Finn Thomsen, der render rundt i den store og nu næsten helt lukkede lufthavnsbygning.
Hævet over både den helt tomme landingsbane til den ene side og hovedvejen til den anden side, hvor man skal være heldig for at møde et andet menneske, sidder Søren Høg i sit flytårn.
Han er AFIS-operatør, der skal levere vigtig information om landingsforhold til fly, når de lander. I dag er den eneste forstyrrelse dog den larm, der kommer fra Tv2-news på fjernsynet, og de små blink, som kommer fra skærmene foran ham.
- Der er blevet lidt stille herude, siger Søren Høg, der har boet i Narsarsuaq siden 1986.
En gang i mellem kan der dog stadig høres et par store jetmotorer i bygden:
- Det er sket et par gange, at der kommer nogen forbi som lige flyver hen over landingsbanen for at sige farvel, siger Søren Høg.
Han håber ligesom Finn Thomsen, at lufthavnen kan genopstå, selvom han selv snart er på vej på pension.
- Vi har allesammen vilde håb om, at det danske forsvar kunne være interesseret i os, siger Søren Høg:
- Eller andre, som ikke lige er amerikanerne, hvor vi ikke ved, om vi overhovedet kan få lov til at blive her.
Forlængelse giver håb
Lufthavnen i Narsarsuaq bliver stadig holdt ved lige, der bliver udført kontrolopgaver og fyldt brændstof på tankanlægget.
- Vi skal stadigvæk udføre de her opgaver, så længe vi har status som lufthavn, siger Finn Thomsen.
Det er nemlig blevet besluttet at forlænge stedets status som lufthavn i et år mere.
- Hvis vi afgiver den tekniske status som lufthavn og i stedet bliver til en heliport, så skal man igennem hele processen igen med at få en godkendelse som lufthavn, og det er en lang og tung affærer, siger Finn Thomsen.
Forlængelsen kan måske give nogle indikationer om, at der bliver arbejdet for at finde et nyt formål til Narsarsuaqs landingsbane.
- Jeg kan jo ikke vide, hvorfor man gerne vil forlænge statussen som lufthavn, men det har jo nok noget at gøre med, at man på et eller andet tidspunkt har en forventning om, at man måske får brug for lufthavnen igen, siger Finn Thomsen:
- Ellers giver det jo ikke nogen mening at forlænge den.
Ny lufthavn med svære forhold
Finn Thomsen vil ikke tage stilling til, om det har været en god ide at flytte lufthavnen til Qaqortoq.
Det er uden for hans beslutningskraft:
- Det er jo en politisk beslutning. Greenland Airports driver lufthavne der, hvor politikerne gerne vil have, at vi skal drive dem. Det er den kommentar, jeg har til det, siger Finn Thomsen.
Flere kilder fortæller dog til KNR, at de slet ikke forstår beslutningen med at rykke lufthavnen. Ifølge dem er vejrforholdene for ustabile i Qaqortoq, som gør, at der vil komme flere forsinkelser. Og så er landingsbanen for kort til, at der kan lande store internationale fly med mange passagerer.
- Vi kan jo allerede mærke nu, hvor bøvlet det er at komme til Danmark. Der er hægtet en overnatning på i begge ender, som også koster penge, siger Finn Thomsen.