Stigende syfilissmitte kan blive en stor samfundsbelastning
KNR fortalte i sidste uge, at antallet af syfilistilfælde i Grønland er steget støt gennem de seneste ti år.
Det fremgår af Sundhedsrådets årsberetning, at antallet af personer, der er blevet smittet med syfilis, er firedoblet fra omkring 50 tilfælde i 2015 til knap 250 tilfælde i 2024.
Hvis antallet af syfilistilfælde i Grønland fortsætter med at stige, kan det blive både en stor økonomisk og samfundsmæssig belastning, siger Marie Middelfart, læge med speciale i kønssygdomme på Dronning Ingrids Hospital:
- Det er meget vigtigt, at vi forebygger syfilis i Grønland, fordi sygdommen kan blive farlig, hvis man har haft den i længere tid uden behandling.
- På den måde kan det blive en meget stor belastning for samfundet og samtidig blive meget dyrt, siger Marie Middelfart.
Sygdommen giver ikke altid mærkbare symptomer
Hvis man bliver smittet med syfilis, er det ikke altid, man mærker symptomer. Det er noget, man skal være særligt opmærksom på.
- I begyndelsen trænger bakterien ind gennem huden eller slimhinden, hvor der dannes et sår. Derefter bevæger den sig videre over i blodbanen og spreder sig til resten af kroppen.
- Når bakterien trænger ind gennem slimhinden og danner et sår, er det ikke nødvendigvis noget, man mærker. Det er netop det, der gør sygdommen problematisk. Såret kan være skjult og uden mærkbare symptomer, for eksempel inde i kvindens skede eller hos manden i urinrøret eller svælget, siger hun.
Der kan desuden gå et stykke tid, fra man bliver smittet ved samleje, til syfilis kan påvises i en blodprøve.
Marie Middelfart understreger også, at symptomerne kan variere fra person til person:
- Såret kan selvfølgelig også være synligt. Hvis det er synligt, vil personen selv kunne se det og søge læge. Lægen vil derefter tage en prøve og sende den til undersøgelse for at finde ud af, hvad det er.
Andre kønssygdomme smitter også i stor stil
Hvis man har haft syfilis i længere tid uden at blive behandlet, kan sygdommen være farlig. Derfor er det vigtigt at komme i behandling, understreger lægen:
- Det er meget vigtigt, at syfilis bliver behandlet, og heldigvis er det også en sygdom, der er meget nem at behandle.
- Omkring en tredjedel af dem, der ikke bliver behandlet, kan eksempelvis opleve alvorlige senfølger efter ti år. Syfilis kan medføre hjertesygdomme og skader på nervesystemet og hjernen. På den måde kan syfilis blive en farlig sygdom, siger hun.
Antallet af gonorrétilfælde i Grønland er faldet betydeligt de seneste år. Det fremgår af Sundhedsrådets årsberetning.
Til gengæld er der fortsat mange, der bliver smittet med klamydia:
- Der er omkring 3.000 tilfælde af klamydia om året. Det ville være bekymrende, hvis antallet af syfilistilfælde nåede samme niveau.
- Derfor er det nødvendigt at forebygge smitte. Få taget blodprøve regelmæssigt og brug kondom, siger Marie Middelfart.