Ny kvote fastsat for hellefisk for næste år
De nye kvoter for 2027 er blevet fastsat af Naalakkersuisut. Det gælder blandt andet for hellefisk.
Det skriver naalakkersuisut i en pressemeddelelse.
Og her er der forskel på, om du bor i Vestgrønland eller Østgrønland.
I Vestgrønland er TAC - den totale tilladte fangstmængde - for det havgående fiskeri efter hellefisk i Vestgrønland i 2027 fastsat til 17.309 tons, hvilket betyder, at der er sket et fald på 355 tons i forhold til sidste år.
Modsat er der sket en stigning i antal ton, man må fange i Østgrønland, sammenlignet med sidste år.
Her er TAC for det havgående fiskeri efter hellefisk i Østgrønland i 2027 fastsat til 8.243 tons. Det betyder en forøgelse på 349 tons i forhold til sidste år.
Ny fisk på kvotelisten
I forhold til hellefisken er fangstmængderne indenskærs i det hele taget faldet markant over de seneste år.
Og allerede tilbage i maj i år kunne KNR berette, at Royal Greenland næsten havde fanget hele deres kvote for hellefisk i år.
Her sagde direktør i Royal Greenland, Toke Binzer, til KNR:
-Både rejerne og hellefiskene er faldende. Det ser lidt mere stabilt ud for det havgående fiskeri, men her har vi fået frataget nogle af vores kvoter, som efter planen skal gå til nye aktører.
Qeqertalik Seafood, som har Polar Seafood som medejere, vandt tilbage i august udbuddet på en kvote på 2.468,5 tons hellefisk (IOK) i Vestgrønland og 5.000 tons torsk i Østgrønland.
Udover hellefiskene har naalakkersuisut også fastsat kvoter på rødfisk, skolæst, helleflynder og plettet havkat. For havkatten i Vestgrønland er TAC for 2027 fastsat til 227 tons, hvilket også er et fald på 548 tons i forhold til sidste år.
Samtidig er der for første gang fastsat en kvote for brosme i Vestgrønland på 150 tons, hvilket er nyt, da der ikke tidligere har været fastsat en kvote for denne bestand.