Det Grønlandske Hus i Aarhus udvider for millioner

A. P. Møller Fonden har doneret seks mio. kroner til en markant udvidelse af Det Grønlandske Hus i Aarhus. Udbygningen skal tiltrække flere gæster, siger direktøren.
18. september 2017 04:49

Besøgende i Det Grønlandske Hus i Aarhus kan med stor sandsynlighed se frem til helt nye og større faciliteter på adressen Dalgas Avenue 52.

Med en håndsrækning på seks mio. kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formål er det planen, at huset skal udvide med en kultursal, et nyt indgangsparti, butiksplads og flere kontorer.

LÆS OGSÅ Aalborg Havn føler sig svigtet af RAL

På den måde bliver administrationen i stuen og hjemmet for en række grønlandske studerende på 1. sal mere adskilt fra gæster i huset.

- Det, vi gerne vil, er, at vi får det administrative til at være inde i huset, som det er i dag. Og så få mulighed for at få flere gæster ind, både af århusianere og selvfølgelig vores grønlandske foreninger og dem, der i forvejen bruger huset, i en kultursal for sig, siger direktør i Det Grønlandske Hus, Jørn Holbech, til KNR.

LÆS OGSÅ Det Grønlandske Hus i Aarhus åbner kulturafdeling

Flere århusianere skal kende Grønland

Det nuværende hus på Dalgas Avenue 52 er opført i 1907, og arrangementer bliver i dag holdt i en form for stue med plads til omkring 60 mennesker. Med den planlagte tilbygning vil huset kunne rumme omkring 100-120 gæster.

Og det er afgørende, hvis formidlingen omkring Grønland skal nå bredere ud, mener Jørn Holbech. Også selv om Det Grønlandske Hus de senere år har holdt flere arrangementer ude i byen.

LÆS OGSÅ Grønland repræsenteret i åbningen af kulturhovedstad

- Vores synlighed er – ved at rykke ud i byen – også blevet større. Men vi har jo adressen her, og den vil vi gerne gøre til, at kommer du forbi her, så har du også lyst til at gå ind, siger Jørn Holbech.

Aarhus har i det seneste år knyttet tættere relationer til Grønland, bl.a. med en grønlandsk erhvervsmesse, grønlandske koncerter og fejring af Grønlands Nationaldag i Aarhus byrum.

Desuden har RAL meddelt, at selskabet ønsker at flytte sine aktiviteter fra Aalborg Havn til Aarhus Havn senest i 2020.

Byrådet afgør byggeplaner for Det Grønlandske Hus

Aarhus Kommune ejer bygningen og grunden på Dalgas Avenue 52, hvor Det Grønlandske Hus har boet til leje i 40 år.

Donationen fra A. P. Møller Fonden tilfalder derfor som udgangspunkt kommunen med en bunden opgave om at bruge beløbet til udvidelsen af Det Grønlandske Hus, hvis byrådet i Aarhus godkender udbygningen.

LÆS OGSÅ Tang og gletsjermel på grønlandsk erhvervsmesse i Aarhus

En række naboer til Det Grønlandske Hus i Aarhus, herunder et lokalcenter for ældre borgere, har gjort indsigelse mod byggeplanerne. Teknik og Miljø i Aarhus Kommune har dog valgt at indstille forslaget til politisk godkendelse.

Magistraten, som består af kommunens øverste politikere, kaldet rådmænd, behandler mandag forslaget, inden det bliver sendt videre til endelig behandling i byrådet.