Det begynder at klare op for Air Greenland

Flyselskabet har været stærkt udfordret med mange aflysninger. Men i dag forventes næsten alle fly at lette, hvis vejret i Nuuk og Maniitsoq tillader det.
Tæt tåge og tunge skyer har skabt mange aflysninger de seneste dage. Foto © : Air Greenland / Lars Kleemann-Andersen
15. juli 2022 12:42

Det har været en turbulent uge for Air Greenland.

Tæt tåge og tunge skyer resulterede i aflyste fly, og cirka 1000 passagerer strandede rundt omkring i landet. Men nu ser det endelig ud til at vende.

LÆS OGSÅ Knap 1000 flypassagerer er strandede: Ikke flere billetter til salg i juli

Air Greenland har 51 flyvninger i dag, og de forventes gennemført, fortæller flyveoperationssupervisor i Air Greenland, Jørgen Andersen.

Dog må 70 passagerer, der skal fra Kangerlussuaq til Narsarsuaq vente med at rejse til på søndag. Det skyldes, at der er en maskine i underskud.

Dagens status på flyrejser

- Air Greenland forventer at gennemføre de 51 planlagte flyvninger i dag, hvis vejret i Nuuk og Maniitsoq tillader det.

- Lidt over 1000 passagerer forventes at rejse mellem Kangerlussuaq og Kastrup Lufthavn i dag.

- 70 passagerer, der skulle til Narsasuaq må vente til søndag.

- Der er cirka 150 passagerer tilbage, som skal til København, og de bliver fløjet til København i aften med det ekstra fly, vi har indlejret, siger Jørgen Andersen og fortsætter:

- Så vil der være ryddet op. Vejrmæssigt er vi udfordret i Nuuk og Maniitsoq i dag. På nuværende tidspunkt har vi flyttet lidt rundt på passagerer, således at alle passagerer forventes at komme afsted. Men det kræver, at vejret i Nuuk begynder at klare op i løbet af formiddagen.

Air Greenland kan endnu ikke gisne om, hvad planen er, hvis tågen i Nuuk og Maniitsoq fortsætter.

Ingen nødplan

I alt er der lettet omkring 600 til 800 passagerer fra Kangerlussuaq i dag.

Jørgen Andersen oplyser, at flyselskabet holder øje med vejrudsigten, men at de ikke har en nødløsning parat, hvis tågen fortsætter.

- Vi gør det på dagen, når det sker. Vi har ikke nødløsninger på plads for alle mulige situationer. Det vil ikke være muligt. Sker der noget uforudset, kan vi isolere det, der er gået galt og finde en løsningsmodel, siger han.

På trods af de mange aflyste flyafgange de seneste dage, har I ingen nødplan?

- Vi kan ikke rigtig forberede noget. Vi har en flåde af x-antal fly og x-antal besætninger, og dem bruger vi i den udstrækning, det er nødvendigt.

Øjenvidner fortalte om kaotiske tilstande i Kangerlussuaq i weekenden og i mandags til KNR. I lufthavnens cafeteria skulle personalet løbe ekstra stærkt for at servicere den store prop af mennesker, og på hotellet var medarbejdere nødt til at vaske sengetøj derhjemme, da hotellets vaskemaskiner ikke kunne følge med.

Men i dag fortæller Jørgen Andersen, at der igen er smil at spotte i Kangerlussuaq.

- Der har været rigtig, rigtig mange mennesker i Kangerlussuaq i løbet af dagen, som skal fra kysten til København og omvendt. Stemningen er god i dag, fordi folk kan se, at nu kommer de videre, siger han.

Arbejdet i døgndrift

Selvom flyaflysningerne har været massive, er det ikke en uvant situation for Air Greenland. Derimod er dårligt vejr et vilkår for flyselskabet, fortæller Jørgen Andersen:

- Vi har kendt situationer som denne her mange gange tidligere. Det kan være om vinteren med sne og storm. I denne periode har det været ekstremt, fordi vi er inde i en sommerperiode med mange turister, og der har været meget tryk på overnatningsstederne i Ilulissat og Kangerlussuaq.

LÆS OGSÅ Kaos da passagerer strandede i Kangerlussuaq: På en skala fra 1 til 10 var vi på 9

Og det har været udfordrende for alle involverede.

- Vores stationspersonale har stort set arbejdet i døgndrift for at hjælpe de strandede passasagere.