Der er stadig mangel på tandlæger
I dag er det national tandbørstedag.
Men der mangler stadig mange tandlæger i Grønland.
I syv byer i landet er der ingen tandplejere.
Det fortæller fungerende cheftandlæge Arinnguaq Filskov til KNR’s radioprogram Nunatta Nipaa.
Hun forklarer, at man forsøger at rekruttere medarbejdere, men at det ikke altid hjælper.
- Vi søger medarbejdere til tandlægeklinikkerne på kysten, både tandlæger, tandplejere og klinikassistenter. Der er mangel på dem alle på kysten, siger Arinnguaq Filskov.
Hvis alle tandlægestillinger i landet var besat, ville der være lidt over 30 ansatte tandlæger i Grønland, forklarer hun. Men det er svært at besætte alle stillingerne.
- Vi er ofte nødt til at ansætte mange vikarer. Der kommer næsten ingen ansøgninger til faste stillinger.
Søger personale i flere byer
Ifølge jobportalen gjob.dk søges der tandlæger til omkring halvdelen af landets byer: Aasiaat, Qasigiannguit, Ilulissat, Maniitsoq, Paamiut, Tasiilaq, Qaqortoq og Nanortalik.
Arinnguaq Filskov oplyser også, at der i seks eller syv byer slet ikke er nogen tandplejer.
Tandplejen i Grønland er politisk et område, man ønsker at forbedre. I partiernes sundhedsaftale fra 2023 står der, at tandplejen for voksne skal forbedres i hele landet over de næste fem år gennem flere ansatte.
Det blev også aftalt, at alle under 18 år skal kunne få tandregulering inden for ti år, og at voksne i hele landet skal have adgang til tandpleje.
Men i naalakkersuisuts tillægsbevillingsforslag fra 2021 til 2025 fremgår det, at det i mange år har været svært at rekruttere personale til tandplejen.
Det fremgår også af dokumenterne, at bevillinger til tandplejen flere gange i løbet af de fem år er blevet flyttet til andre områder.
Årsagen er hver gang den samme:
- Udfordringer med rekruttering af personale til tandplejen er årsagen til overførslen, står der.
Forebyggelse hjælper
Arinnguaq Filskov understreger, at det er muligt at uddanne sig til tandplejer og klinikassistent i Grønland.
Men når der mangler personale i tandplejen, er arbejdet med at forebygge dårlige tænder ekstra vigtigt, siger Arinnguaq Filskov.
Hun fortæller, at man ikke har statistikker over voksnes tandsundhed, men at man siden 2008 har haft tal for børn og unge. De bliver ofte sammenlignet med danske tal.
- Når vi sammenligner med dem, har vi langt dårligere tænder i Grønland.
Den fungerende cheftandlæge oplyser, at 46 procent af børnene, der begyndte i skole i 2025, ikke havde huller i tænderne. I Danmark gælder det 80 procent af børn i samme alder.
Tidligere havde langt flere børn i Grønland huller i tænderne.
I 2008 var det kun 25 procent af børnene, der begyndte i skole, som ikke havde huller.
Det betyder, at 75 procent dengang havde huller i tænderne.
Derfor lagde man dengang en strategi for at forbedre børns tandsundhed. Og den har hjulpet.
- Nu hvor 46 procent ikke har huller, har vi gjort store fremskridt, siger Arinnguaq Filskov til Nunatta Nipaa.