Naalakkersuisoq kalder det mystisk, at kun børn i Nuuk kan få tandbøjle

I Grønland er det kun børn i Nuuk, der kan få tandbøjle. Sådan bør det ikke være, mener både politikere og forældre. En løsning er dog ikke på tegnebrættet.
- Jeg synes også selv, at det er mystisk. Derfor gælder jeg mig til at se undersøgelsen, så vi kan bringe det til Inatsisartut og diskutere, hvad vi kan gøre ved problemet, siger Mimi Karlsen.

De seneste år har der været usædvanlig meget debat om, hvorvidt børn og unge skal tilbydes at få bøjle på tænderne, hvis deres tænder er skæve.

Debatten handler især om, at det kun er børn og unge op til femte klasse i Nuuk, som i praksis har mulighed for at få tandbøjle, da der mangler specialtandlæger og penge til at udbrede tilbuddet til hele landet.

Til KNR fortalte Sakarine Olsen Müller fra Sisimiut tidligere på ugen, at hun ligefrem overvejer at flytte til Danmark, hvis situationen ikke ændrer sig:

- Jeg har tre børn, som skal have tandbøjler, og det frustrerer mig. Vi er kommet til det punkt, at vi nu planlægger at flytte. Ikke til Nuuk, men til Danmark.

LÆS OGSÅ Sakarine Olsen Müllers børn kan ikke få tandbøjler: Vi er kommet til det punkt, at vi nu planlægger at flytte

Mimi Karlsen (IA), der er Naalakkersuisoq for Børn, Unge, Familier og Sundhed, siger nu til KNR, at der allerede er sat gang i en undersøgelse af problemet, men svarerne lader vente på sig lidt endnu.

- Sidste år gav jeg besked om, at det skal undersøges, og jeg regner med, at få de første svar i løbet af en måneds tid, siger hun og fortsætter:

- Jeg synes også selv, at det er mystisk. Derfor glæder jeg mig til at se undersøgelsen, så vi kan bringe det til Inatsisartut og diskutere, hvad vi kan gøre, for at det bliver muligt at få bøjle i andre byer.

Mimi Karlsen siger videre, at hun mener, at det er uretfærdigt, at det kun er børn i Nuuk, der tilbydes bøjle, men hun ønsker ikke at komme med konkrete løsningsforslag, før hun har læst redegørelsen fra den undersøgelse, som stadig er i gang.

Børn og unge udenfor Nuuk stilles dårligere end deres jævnaldrende i hovedstaden

Blandt politikerne i Inatsisartut er der flere stemmer, som mener, at det er forkert, når befolkningen i Nuuk stilles bedre end i resten af landet.

En af dem er Pele Broberg, der er formand for Naleraq. I modsætning til Mimi Karlsen vil han gerne sætte ord på, hvordan han mener, at man kan gøre tilbuddet om tandbøjle landsdækkende:

- En af de ting, vi også har drøftet, er, hvordan man kan få private tandlæger til at hjælpe til på kysten, lyder det fra Pele Broberg, der også ser muligheder i at tiltrække udenlandske tandlæger.

LÆS OGSÅ Politikere om tandbøjleproblemer: Man skal huske, at folk også bor udenfor Nuuk

Hos Siumuts politiske ordfører, Doris Jensen, lyder der en opfordring til, at man nytænker den måde, man organiserer tandlægerne på:

- Forældrene fra Sisimiut nævnte, at man kan etablere et rejsehold af tandlæger i Nuuk, der kan rejse til de andre byer. Jeg opfordrer til, at finansudvalget og Naalakkersuisut undersøger sådanne muligheder, siger hun.

Tidligere har man vurderet, at det vil koste omkring 20 millioner kroner årligt at tilbyde et landsdækkende tandreguleringstilbud.