Demokraterne sidder med nøglen

Imens Siumut indbyrdes kan afgøre, hvem der skal have borgmesterposterne i de kommuner, hvor de har absolut flertal, ser det lidt anderledes ud i Kommuneqarfik Sermersooq, hvor Siumut er kørt ud på et sidespor. Her er det IA og den siddende borgmester Asii Chemnitz Narup, der sidder på flæsket.
Skrevet af Peter Troelsen
04. april 2013 09:10

Onsdag eftermiddag var der indkaldt til forhandlinger på rådhuset i Nuuk. IA havde inviteret de andre partier til en lille snak omkring fremtiden i kommunalbestyrelsen. Valget magede det således, at der er flere forskellige muligheder for et flertal. Med 8 mandater sidder IA med de bedste kort på hånden og kan både lave flertal med Demokraterne, og med Atassuts repræsentant sammen med enkeltkandidaten Anni K. Rasmussen. På den måde kommer IA op på de magiske 10 mandater bag Asii Chemnitz Narup.

-Det har været holdt i en meget positiv tone, og vi er ret enige om tingene. Vi har nu talt sammen et par gange, og vi lytter gerne til IA´s planer for fremtiden, forklarer Anda Uldum til KNR.

Siumut har mulighed for at få forhandlet et flertal for Martha Abelsen som borgmester igennem, men her kommer hun ikke uden om Demokraternes to mandater, hvis hun gerne vil sætte sig i borgmesterstolen. Desuden skal Siumut også have en af de to øvrige kandidater med sig i en koalition. Da Atassut og Siumut kommer godt ud af det sammen i regeringskoalitionen i Naalakkersuisut, er det ikke umuligt, at Martha Abeslen at finde en forbundsfælle på det punkt.

-Der har været en kaffeaftale med Martha Abelsen. I øvrigt en glimrende kop kaffe, og vi skal tale sammen senere i dag. Jeg kan selvsagt ikke fortælle ret meget om, hvad vi har talt om, det ville være ukorrekt og uklogt, fastslår Anda Uldum overfor knr.gl.