Demokraatit er halveret - men formand fortryder intet

Demokraatit rev tæppet væk under Naalakkersuisut i februar og var skyld i, at valget blev udskrevet. Men det var den helt rigtige beslutning, mener Jens-Frederik Nielsen.
Demokraatit fik blot 9 procent af stemmerne – ved det seneste valg i 2018 fik partiet 19,5 procent. Foto © : KNR / Malik Brøns
07. april 2021 20:32

Det var Demokraatit, der udløste valget til Inatsisartut, da partiet smækkede med døren til naalakkersuisut 8. februar.

Men dagen efter valget fortryder partiformand Jens-Frederik Nielsen ikke beslutningen, selv om partiet bliver halveret.

Demokraatit fik blot 9 procent af stemmerne – ved det seneste valg i 2018 fik partiet 19,5 procent. 

Derfor står partiet nu med tre mandater i Inatsisartut i stedet for seks.

- Det er selvfølgelig et resultat, jeg må tage til efterretning, siger formand Jens-Frederik Nielsen.

- Det, at vi var med til at udløse valget, var den fuldstændigt rigtige beslutning dengang. Jeg sagde, da vi forlod koalitionen, at det var tid til at få renset luftet. Det må man sige, at vælgerne har gjort, og det er også gået ud over os, siger han.

Skred og smækkede med døren

Demokraatit skred ud af koalitionen, fordi partiet var utilfredse med samarbejdet med Siumut.

Det handlede både om mineprojektet ved Kuannersuit i Sydgrønland, hvor Demokraatit oplevede slinger i opbakningen til projektet fra Siumut. Men bruddet handlede også om, at Demokraatit oplevede interne stridigheder i Siumut – og 8. februar havde partiet fået nok.

Til gengæld udelukker Jens-Frederik Nielsen nu ikke et fremtidigt samarbejde med Inuit Ataqatigiit, som blev valgets helt store vinder. Heller ikke om Kuannersuit, hvor de to partier er meget uenige. 

LÆS OGSÅ Demokraterne forlader koalitionen

IA vil ikke give det australske selskab Greenland Minerals tilladelse til at udvinde sjældne jordarter i en åben mine på Kuannersuit, der ligger blot syv kilometer fra Narsaq. 

Tilhængere håber på, at projektet vil skabe mange arbejdspladser og milliardindtægter i landskassen. Modstandere frygter store konsekvenser for natur, miljø og sundhed.

Panden mod muren

Projektet er nu så langt, at det er i offentlig høring, som slutter 1. juni.

- I forhold til Kuanenrsuit synes jeg, det er noget, vi skal snakke om til de forhandlinger, fordi debatten om Kuannersuit har været enormt polariseret, siger formand Jens-Frederik Nielsen.

-  Alle de scenarier, der ligger i det projekt, og de skaleringer, man kan lave, er aldrig nogensinde blevet drøftet. Vi er klar til at give os på den ene side, men vi vil også se noget på den anden side. 

- IA siger, at de ønsker projektet 100 procent stoppet. Og der kan man se, at vi løber panden mod muren. Og så må jo tage den derfra.

Demokraatit er endnu ikke blevet indkaldt til forhandlinger med IA – men de møder skam op, hvis de bliver inviteret, siger Jens-Frederik Nielsen. Og det bliver uden ultimative krav.

- Vi kommer ikke til at møde op med ultimative krav - det gør vi aldrig. Men det, vi møder op med, er en vision om at gøre Grønland rigere, siger han.