Debatten om Parisaftalen trækker endnu engang i langdrag

Heller ikke tredje gang blev lykkens gang for Inatsisartuts behandling af, hvorvidt Grønland bør tiltræde Parisaftalen.
Det har længe stået på Naalakkersuisuts ønskeliste, at Grønland skal tilslutte sig den internationale aftale, men Siumut vil fortsat ikke melde klart ud, hvor de står stillet. Foto © : KNR

Det er ikke første gang, at Parisaftalen er et punkt på dagsordenen til Inatsisartuts forårssamling.

Det er heller ikke anden gang. Faktisk har punktet nu hele tre gange været oppe at vende blandt politikerne, og alligevel er man endnu ikke blevet enige om, hvorvidt Grønland skal tiltræde Parisaftalen, som har til formål at begrænse opvarmningen af kloden.

Naalakkersuisoq for landbrug, selvforsyning, energi og miljø, Kalistat Lund (IA) sendte på vegne af Naalakkersuisut i begyndelsen af april et beslutningsforslag til Inatsisartut om, at Grønland skal vil tilslutte sig Parisaftalen.

- Verdensborgerne har selv skabt klimaforandringerne, og det er også dem, der skal løse problemerne. Lige nu mangler kun tre-fire lande at tilslutte sig aftalen, og vi er selv et af dem, forklarede Kalistat Lund dengang.

Men den plan røg i vasken, da IA skiftede Naleraq ud med Siumut som koalitionspartner i Naalakkersuisut for et år siden.

Ingen parisaftale for Siumut - eller?

Siumut var nemlig modstander af, at Grønland skulle tilslutte sig aftalen. Nu hersker der tvivl:

- Siumut mener fortsat ikke, at der er nok viden om eventuelle konsekvenser ved at være en del af aftalen. Sådan lød det fra Siumuts Mala Høy Kúko i dag:

- Vi har været skeptiske og er det stadig. Vi tager ingen endelige beslutninger, før vi har nok informationer. Vi respekterer Naalakkersuisuts arbejde, men vi mener, at der skal flere informationer til, før at vi beslutter os for at underskrive aftalen, siger han.

Til dagens debat i salen lød det fra IA's Mariane Paviasen:

- Vi er ikke de eneste, der lever PÅ denne klode. Vi er mange verdensborgere og ved at tænke på vores efterkommere, burde vi have mere omtanke og vejen er at være en del af Parisaftalen.

Ingen forhindring for industrien

Ifølge Demokraatits Nivi Olsen ser aftalen ikke ud til at være en forhindring for Grønlands indistriuelle udvikling, og derfor bakker paritet op.

Det skyldes, at de enkelte lande, der er en del af Parisaftalen, udarbejder sin egen nationale målsætning om CO2-udledning.

- Det giver rigtig god mening at tilslutte sig denne hensigtserklæring – også for at vise, at vi står sammen med resten af verden i kampen mod klimaforandringer, siger Nivi Olsen.

Atassut mener også, at vi skal tilslutte os Parisaftalen, men udtrykker - ligesom Siumut - bekymring for mulige konsekvenser.

Partierne er blevet enige om, at forslaget skal behandles i Frednings- og Miljøudvalget.