Danske oppositionspartier er uenige om juridisk faderløses sag

Der er uenighed blandt danske partier om stævningen fra 26 juridisk faderløse. Grønland har selv en part i historien, siger Radikale Venstres grønlandsordfører
- Vi bakker op om, at der kommer en retslig afklaring om spørgsmålet. Det mener vi er vigtigt at afklaret, og derfor bakker vi op om, at der bliver indgivet denne her stævning, siger Radikale Venstres arktiskordføre, Christian Friis Bach. Foto © : Scanpix
10. marts 2023 07:01

De danske oppositionspartier Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Liberal Alliance er uenige om, hvorvidt grønlandske juridisk faderløse bør få erstatning fra den danske stat.

Ifølge grønlandsordfører i SF Karsten Hønge er der dog ingen tvivl.

- Når det kan dokumenteres, at der er sket fejl, skal der både betales erstatning og gives en undskyldning fra den danske stat, siger Karsten Hønge.

Det er knap en måned siden, at 26 juridisk faderløse stævnede den danske stat. De kræver hver 125.000 kr. i erstatning for overtrædelse af menneskerettighederne.

De mener, at de har fået krænket deres ret til familieliv.

De juridisk faderløse er nemlig børn af tilrejsende danskere, amerikanere og andre – også grønlandske – mænd, der gennem 1950’erne og 1960’erne fik børn med grønlandske kvinder.

Derefter forsvandt mændene. Og deres børn voksede op uden at have ret til at kende deres biologiske far, arve eller tage hans efternavn.

Først i 1974 blev loven om faderskabsforpligtelse for børn født uden for ægteskab indført i hele Grønland, som betød, at faren er juridisk forpligtet over for barnet. Den danske stat var dengang ansvarlig for lovgivningen i Grønland.

Og det er en ret børn født uden for ægteskab i Danmark har haft siden 1930’erne.

Men om de 26 juridisk faderløse bør få erstatning, er ikke så ligetil at svare på, mener Radikale Venstres arktiskordføre, Christian Friis Bach.

- Vi bakker op om, at der kommer en retslig afklaring om spørgsmålet. Det mener vi er vigtigt at afklare, og derfor bakker vi op om, at der bliver indgivet denne her stævning, siger han.

Skal ikke både have arv og erstatning

Også Liberal Alliance er ”indstillet på", at der skal kigges på sagen.

- Hvis der er et juridisk erstatningskrav, som kan gøres gældende mod staten, er vi helt klart indstillet på, at det skal kigges på. Særligt for den gruppe, hvis arv blev opgjort før 2014, og som dermed ikke kan få del i arven, siger grønlandsordfører i LA Carsten Bach.

I 2014 blev lovgivningen herhjemme ændret, så juridisk faderløse fik mulighed for at få fastslået faderskabet og dermed få arveret efter deres far.

Men loven gælder kun, hvis dødsboet ikke allerede er gjort op. Og det er tidligere blevet kritiseret af de juridisk faderløse.

Forud for lovgivningen ønskede det daværende Naalakkersuisut og Grønlandsudvalget, at dem, der ikke stod til at arve, i stedet skulle have mulighed for kompensation. Det blev dengang afvist af den danske regering.

Men det er Liberal Alliance villige til skal undersøges.

Derimod mener partiet ikke, at juridisk faderløse, der har fået del i arv, bør kunne få erstatning.

De juridisk faderløse stævner staten for brud på menneskerettigheder. Så uanset om de har fået del i arv eller ej, bør man så ikke kunne få erstatning for at få krænket sine menneskerettigheder?

- Jeg er ikke bekendt med, at der kan gøres erstatningskrav gældende i den type af sager. Der er vi forbeholdne over for, om der er et juridisk krav, der kan gøres gældende, siger Carsten Bach.

Grønland havde selv et ansvar

Flere af de juridisk faderløse ønsker også, at den danske stat skal sige undskyld for lovgivningen.

Klaus Frederiksen, som er en af de juridisk faderløse, der har stævnet den danske stat, har tidligere sagt til KNR:

- Erstatningen vil aldrig nogensinde fjerne de smerter, der har været for hver især. Men det vil give en trøst, at staten langt om længe har erkendt sin fejl, sagde Klaus Frederiksen.

Men det er ikke et krav, Liberal Alliance støtter op om.

- I forhold til om der skal undskyldes eller ej, så er vi lidt forbeholdne med at dele undskyldninger ud i den slags sager, hvor der tidligere politisk er begået fejl. Det skal nutidens politikere ikke være ansvarlige for, siger Carsten Bach.

Også Radikale Venstre er – modsat SF - tøvende omkring, hvorvidt der bør gives en undskyldning til juridisk faderløse.

I 2011 blev der nemlig lavet en udredning af forløbet om juridisk faderløse, som viser, at Grønlands Landsråd var imod at indføre faderskabsforpligtigelse for børn født uden for ægteskab i datidens Grønland.

- Det gør, at sagen stiller sig lidt anderledes end nogle af de sager, hvor der har fundet overgreb sted i klar strid med menneskerettighederne, siger Christian Friis Bach.

Det var den danske stat, der i sidste ende var ansvarlige for lovgivningen, da Landsrådet ikke havde beslutningsret.

Radikale Venstres arktisordfører mener forsat, at det er vigtigt, at der kommer fokus på de personlige oplevelser og konsekvenser, der har været som juridisk faderløs.

- Jeg ønsker for de børn, der nu er voksne, som har følt, at de ikke har været anerkendt, og at deres identitetsfølelse har været krænket, at vi får rettet op på det, siger Christian Friis Bach.

Frem i lyset

Det var i juni sidste år, at de juridisk faderløse sendte kravet om erstatning til det danske socialministerium.

Socialministeriet har i mellem tiden ikke reageret på kravet. Det fik de 26 juridisk faderløse til i februar at stævne staten.

Og det undrer SF’s grønlandsordfører, at ministeriet ikke har reageret før.

- Det virker helt urimelig langsomt, siger han.

- Jeg vil stille spørgsmål til ministeren, så vi får de her ting frem i lyset og får en forklaring på, hvorfor de valgte ikke at reagere.

Socialministeriet skal senest i dag reagerer på stævningen.

KNR har forsøgt at få et interview med grønlandsordfører i regeringspartierne Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre, men det har ikke været muligt før deadline.

Derudover har KNR gennem en måned forsøgt at få et interview med den danske socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S). Hun ønsker ikke at stille op til interview.