IA i gang med nyt folketingsår: Danske børn og unge skal lære om det moderne Grønland

Der bør oprettes døgninstitutioner i Danmark kun for grønlandske børn, mener Aaja Chemnitz (A). Og så vil hun have fokus på menneskerettigheder, anbringelser og justitsområdet.
Folketingsmedlem Aaja Chemnitz mener, at Danmark har gjort for lidt for at komme fordomme og ulig behandling af grønlandske borgere i Danmark til livs. Foto © : Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
04. oktober 2023 14:30

Snakken er ikke nu. Men nu har en stribe rapporter det seneste år også påpeget, at grønlandske borgere oplever både fordomme og ulig behandling i Danmark.

Det sker både for især udsatte borgere med grønlandsk baggrund og blandt grønlandske studerende i Danmark, viser rapporter fra FN og Institut for Menneskerettigheder i Danmark.

Og en af måderne at komme det til liv på er ved mere undervisning om det moderne Grønland, siger folketingsmedlem Aaja Chemnitz fra IA.

- Det er vigtigt for mig over for en dansk regering at sige, at vi skal have undervisning om det moderne, grønlandske samfund nu i den danske folkeskole og danske gymnasier. 

I dag skal danske folkeskoler undervise om rigsfællesskabet. Men undervisningen handler primært om landenes fælles fortid. Desuden er der ikke krav til omfanget af undervisningen.

- Hvis du kun underviser i det historiske Grønland, skaber du også nogle nye fordomme om grønlændere. Så vi skal have den moderne del med, siger Aaja Chemnitz.

Hun vil dog ikke sætte krav til omfanget af indholdet. 

- Hvordan man præcis vil løse den, vil jeg lade være op til nogen andre. Det vigtige for mig er, at man politisk forstår alvoren af, at en ny generation kender til Grønland og ikke begår krænkelser af menneskerettigheder, som der desværre er ude i det danske samfund af grønlændere i Danmark.

Grønlandske børn skal i særskilte institutioner

Et andet og nærliggende hovedtema for IA er at sikre, at anbragte børn med grønlandsk baggrund i Danmark bevarer deres tilknytning til deres forældre, kultur og sprog.

Det har fået skarpt kritik af især FN's særlige rapportør for oprindelige folks rettigheder, José Francisco Cali Tzay, at mange grønlandske børn i Danmark mister deres biologiske og kulturelle tilknytning, mens de er anbragt uden for hjemmet. 

Og tilknytningen kan ifølge Aaja Chemnitz  blive sikret ved at åbne døgninstitutioner kun for grønlandske børn i Danmark og samtidig få flere grønlandske familier i Danmark til at melde sig som plejefamilie.

- Jeg synes, at det er problematisk, når grønlandske børn kommer i en dansk plejefamilie, og man ikke tager hensyn til deres kulturelle og sproglige rettigheder, siger hun.

Penge til domstole i Grønland

Også justitsområdet i Grønland, som stadig er et dansk ansvarsområde, er blandt overskrifterne på Aaja Chemnitz' to-do-liste.

I løbet af efteråret skal partierne i Folketinget forhandle en aftale på plads for domstolene. Ved seneste forhandling blev domstolsområdet i Grønland forbigået. 

Men denne gang skal der falde ekstra penge af, mener Aaja Chemnitz.

Penge, som især skal gå til flere stillinger til kredsdommere og til et bedre IT-system.

- Vi skal være med til at sikre, at der er hurtigere sagsbehandlingstider i kredsretterne, og at vi har bedre IT i de forskellige instanser inden for justitsområdet, siger Aaja Chemnitz.

Det kommende folketingsår byder også  på forhandlinger inden for blandt andet forsvarsområdet, den danske finanslov for 2024, forskning og socialområdet.

Suppleant for Siumut i Folketinget, Markus E. Olsen, har ikke ønsket at udtale sig om partiets planer for det kommende folketingsår.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra partiets faste folketingsmedlem, Aki-Matilda Høegh-Dam, da hun er på ophold i USA.