Folketinget er åbnet: Se billederne

Folketingets åbning blev skudt i gang med tale fra statsminister Mette Frederiksen. Politikere fra hele Rigsfællesskabet var til stede.
Markus E. Olsen er stedfortræder for Aki-Matilda Høegh-Dam til og med 6. oktober. Foto © : KNR / Helle Nørrelund Sørensen
03. oktober 2023 14:12

- Der var engang, hvor der var Danmark, og så var der to andre lande i Rigsfællesskabet. Det er slut nu.

- Det er ikke Danmark, der skal bestemme fremtiden for hverken Grønland eller Færøerne. Det er en beslutning, der tilhører Nuuk og Tórshavn.

Sådan siger statsminister Mette Frederiksen (Socialdemokratiet) under sin tale ved Folketingets åbning i dag. 

Til stede på Christiansborg var også folketingsmedlem for Inuit Ataqatigiit Aaja Chemnitz og stedfortræder for Siumut Markus E. Olsen. 

Aaja Chemnitz (IA) og Markus E. Olsen (S) Foto © : KNR / Helle Nørrelund Sørensen

Mette Frederiksen kommenterede på, hvordan folketingsmedlemmer fra Grønland og Færøerne nu kan tale deres modersmål på talerstolen - såfremt de holder den på dansk bagefter. 

- Så længe vi har et Rigsfællesskab (...) Så skal der være et ligeværdigt samarbejde mellem tre lande, tre folk, tre regeringer. Og tre sprog. 

- Som nu også kan ytres fra talerstolen her.

Folketingsmedlem for Sambandspartiet på Færøerne, Anna Falkenberg. Foto © : KNR / Helle Nørrelund Sørensen

Også formanden for naalakkersuisut, Muté B. Egede (IA), og den nye formand for Inatsisartut, Mimi Karlsen (IA), var at finde ved Folketingets åbning. 

Muté B. Egede (IA) og Mimi Karlsen (IA) Foto © : KNR / Helle Nørrelund Sørensen

På torsdag 5. oktober vil der være åbningsdebat i Folketinget, hvor Aaja Chemnitz og Markus E. Olsen vil have mulighed for at tale fra talerstolen. Markus E. Olsen har af flere gange sagt, at han vil tale grønlandsk. 

Til KNR har han kritiseret det nye tolkesystem, da der ikke bliver simultantolkning, som der er i Inatsisartut. 

- Det ville være nemmere for mig, og vi kunne spare en masse tid, hvis der var simultantolkning, og jeg kunne benytte mit eget sprog, sagde han fredag i sidste uge. 

De nordatlantiske mandater vil få ekstra taletid, så de kan holde deres taler på to sprog, og de får hver en pose penge til at bruge på tolkeydelser. De færørske folketingsmedlemmer har dog sagt til KNR, at de regner med at snakke dansk. 

Markus E. Olsen er stedfortræder for Aki-Matilda Høegh-Dam (S) til og med fredag i denne uge.