Danmark tøver med opbakning til forbud mod HFO i Arktis

Grønlands opbakning til et forbud mod tung bunkerolie i Arktis udløser ingen officiel udmelding fra den danske regering. Det er på trods af, at Danmark i mere end to år har bedt om Grønlands holdning til forbuddet.
Foto © : Venstre
Skrevet af Merete Lindstrøm
05. november 2018 08:25

Mere end en måned efter at Naalakkersuisut har meldt ud, at de nu støtter op om et forbud mod brug og transport af HFO - tung bunkerolie-  i Arktis, har Danmarks miljøminister ingen kommentarer til udmeldingen.

KNR har spurgt ministeren om, hvad Grønlands opbakning til forbuddet betyder for Danmarks holdning til at støtte et eventuelt forbud. Men indtil videre har den grønlandske opbakning altså ikke givet nogen reaktion.

Debatten om at indføre et forbud foregår i FN´s søfartsorganisation IMO. Flere lande har allerede tilkendegivet deres støtte til forbuddet.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut skal tage stilling til HFO

Danmark har været forbeholden om at støtte et forbud, fordi de har ventet på Grønlands udmelding, som de første gang efterspurgte tilbage i 2016.Den gang lød det: " I forbindelse med fastlæggelse af dansk holdning til spørgsmålet er det naturligvis afgørende for os at høre, hvordan Grønland stiller sig til et sådant forslag. "

Den manglende reaktion fra den danske regering er altså på trods af, at Danmark selv i mere end to år har forsøgt at få et svar ud af Grønland om emnet. 

KNR har siden d. 20. september forsøgt at få en kommentar fra Miljøminister Jakob Ellemann-Jensen.

Den seneste udmelding fra Miljøministeriets pressefolk lyder, at man afventer flere analyser fra IMO, før man vil kommentere Grønlands støtte til et forbud, og i øvrigt afgøre om Danmark skal støtte op om forbuddet eller det modsatte.

LÆS OGSÅ RAL sejler på HFO herhjemme - men ikke andre steder