Corona-hjælpepakker udløber i september

I den kommende tid skal det besluttes, om hjælpepakker til erhvervslivet skal forlænges eller justeres.
Ifølge naalakkersuisoq for finanser kommer corona-regningen for 2020 til at være på 595 millioner. Det meddelte Vittus Qujaukitsoq, da han fremlagde naalakkersuisuts udkast til finansloven for næste år. Arkivfoto. Foto © : KNR/Anton Gundersen Lihn
31. august 2020 16:01

Når september slutter, gør naalakkersuisuts corona-hjælpepakker til det nødlidende erhvervsliv det som udgangspunkt også.

Det blev påpeget, da naalakkersuisoq for finanser Vittus Qujaukitsoq (NQ) tidligere i dag præsenterede sit udkast til en finanslov for næste år.

Nu skal arbejdsmarkedets parter, Finans- og Skatteudvalget og naalakkersuisut så i fællesskab finde ud af, hvad der skal ske.

LÆS OGSÅ GRAFIK Her er hjælpepakken til erhverv

Måske kan de hjælpepakker, der allerede er, blive forlænget eller justeret. Men det skal parterne finde ud af i den kommende tid, oplyser Departementet for Erhverv i en mail til KNR.

Coronakrise på finansloven

Hjælpepakkerne blev indført for at hjælpe de virksomheder, der blev ramt på pengepungen af den verdensomspændende coronapandemi. 

Blandt andet har turistbranchen her i landet været hårdt ramt, da restriktioner i både Grønland og udlandet har sat en stopper for den normale rejseaktivitet verden over.

LÆS OGSÅ Vittus Qujaukitsoq: Underskud til næste år kan ikke undgås

Coronakrisen har i det hele taget sat sit præg på pengepungen i Grønland. Det lod sig også bemærke i det forslag til finansloven, som blev præsenteret tidligere på dagen.

Her lyder udgifterne på grund af coronakrisen på 595 millioner kroner ind til videre. 

En forudsætning for det skøn er, at erhvervshjælpepakkerne ikke bliver forlænget, påpegede Qujaukitsoq tidligere mandag.

I løbet af det seneste halve år har naalakkersuisut præsenteret flere forskellige hjælpepakker.

LÆS OGSÅ Ny hjælpepakke skal støtte turisterhvervet

Blandt andet blev der i juni fremlagt en hjælpepakke målrettet turisterhvervet.

Det har givet hoteller og turistaktører mulighed for at give en såkaldt Covid-19-rabat på overnatninger eller turistture.

Men samtlige hjælpepakker udløber som udgangspunkt 30. september.