Brexit kan koste Grønland dyrt

Grønland står til at miste 164 millioner fra EU i perioden 2021-2027 på grund af Brexit og diverse EU-spareplaner.
Skrevet af Karsten Sommer
21. november 2018 07:44

Det bekræfter Danmarks udenrigsminister Anders Samuelsen ifølge avisen AG.

Briternes farvel vil koste EU mange penge, og den europæiske union er derfor nødsaget til at iværksætte en række spareplaner, der også vil ramme Grønland, skriver avisen.

Oplysningerne fremgår af et svar fra Anders Samuelsen til Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen, der har spurgt hvad Brexit kan få af konsekvenser for Grønland?

LÆS OGSÅ Brexit kan ramme Premier League

Men tabet kan hentes ind, hvis Grønland forsøger at hente penge andre steder i EU-systemet, siger Anders Samuelsen.

Den danske regering er opmærksom på at EU-støttekronerne er vigtige for Grønland, og Anders Samuelsen forsikrer at man har igangsat et intensivt lobbyarbejde i samarbejde med Naalakkersuisut, for at sikre opbakning til EU-midlerne til Grønland, skriver avisen AG.

LÆS OGSÅ Ingen Brexit-løfter til Vivian