Brexit kan ramme Premier League

Storbritanniens udtræden af EU kan måske få konsekvenser for antallet af udenlandske spillere i den britiske Premier League.
Skrevet af Ritzau
14. november 2018 13:43

Ifølge avisen The Times vil Det Engelske Fodboldforbund - FA - i denne uge foreslå de engelske fodboldklubber at nedbringe antallet af udlændinge fra 17 til 12 spillere i hver trup.

FA vil med forslaget have klubberne til at omstille sig til den virkelighed, der rammer dem i marts 2019, når Storbritannien endegyldigt er ude af EU.

LÆS OGSÅ Briterne er klar med skilsmissepapirer

Fremover vil der nemlig gælde andre regler for immigration og arbejdstilladelser end i dag.

I dag har klubberne mulighed for at have op til 17 udlændinge i deres trupper, og det udnytter fem af dem til fulde - blandt andre Manchester City og Tottenham der har 17 udlændinge på holdet.

Premier League er traditionelt en liga med mange udenlandske spillere. I en spillerunde for to uger siden var blot 62 af 220 spillere fra England.

LÆS OGSÅ EU-præsident forkaster britisk brexit-idé og kræver topmøde