Galla i Nuuk: Brede smil, flotte dragter og skåltaler til Grønland og Danmark
Æresmedaljerne glimtede på anorakkerne, håret sad sirligt og gallakjolerne pyntede.
Fin skulle man være, når man havde fået lov til at klinke vinglas, spise langtidsstegt lam fra Narsaq eller nyde en Pina Colada-dessert med kongeparret torsdag aften – sjettedagen for deres første officielle besøg i Grønland.
200 invitationer var blevet sendt af sted til den officielle middag, og frem på den røde løber dukkede politikere, erhvervsfolk og andre kendte ansigter op i stiletter og kamikker.
Blandt gæsterne kunne man blandt andet spotte, Air Greenlands direktør, Jacob Nitter Sørensen, i en rød anorak, forkvinden for Grønlands Erhverv, Krissie Winberg Berthelsen, i en lang rød kjole med perlekrave og samtlige borgmestre fra kysten.
I baggrunden sad borgere fra Nuuk og så nysgerrigt til.
En af dem var Kattannguaq Rosing, der håbede på at få et glimt af kongeparret, før de ville forsvinde ind bag kulturhusets døre.
- Det er længe siden, jeg har set dem. Det er også første gang, han er her i Nuuk som konge. Så jeg kan hilse, grinte hun.
Hun nåede ikke at se dem, da de ankom til Kolonihavnen først på dagen.
- Når jeg har vinket til dem, skal jeg hjem og følge med i fjernsynet, sagde Kattannguaq Rosing til KNR.
Velkomstsang
Og pludselig var ventetiden ovre.
Klokken 18.33 rullede kavalkaden af blinkende politibiler frem foran indgangen.
Kongeparret trådte ud og vinkede til forsamlingen.
Kong Frederik i sin hvide anorak. Dronning Mary iført en lang gylden kjole.
Inde i Katuaq blev de, sammen med formanden for naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA), og hans kone, budt velkommen med skønsang fra det grønlandske kor, Uummatip Nipaa.
Og med det var der serveret.
Dus med Danmark og Grønland
Efter hovedretten gik Muté B. Egede op på talerstolen.
- Du er konge, du er god nok, lagde han ud med at sige.
Citatet er fra en omkring 103 år gammel anekdote, og skulle efter sigende have været det, som en grønlandsk sømand sagde til Kong Christian 10. under det allerførste kongebesøg her i landet.
- Det siges også, at den grønlandske sømand lagde grundlag for, at det grønlandske folk siden har været dus med kongehuset, sagde formanden for naalakkersuisut, mens han så på kongeparret.
De kammeratlige toner blev der generelt ikke sparet på i talerne.
Heller ikke da det blev den nye konges tur.
- Vi er forskellige, men vi kan have glæde og gavn af hinanden. Det er jeg et levende bevis på, sagde kong Frederik.
Gennem hele talen lagde han ikke skjul på, hvor stor en betydning Grønland har haft for både kongen selv og for hele kongefamilien.
Med rødmossede øjne fremhævede han, hvor meget landets natur og mennesker, siden han som 14-årig besøgte landet for første gang, har været med til at forberede ham til at blive konge.
- En del af forberedelsen skete, da jeg tabte mit hjerte til Grønland og grønlænderne, sagde han.
Og med et bredt smil rundede kong Frederik det hele af med at sige ‘kasuutta’, hvorefter Múte B. Egede, dronning Mary og alle de andre ved bordene klinkede glas og skålede.