Brand skyld i nedbrud på el-nettet i Sisimiut

En brand natten til fredag var skyld i, at borgere i Sisimiut mistede strømmen.
Foto © : Kenneth Elkjær/KNR
Skrevet af Kenneth Elkjær
07. april 2017 10:50

Fredag formiddag skulle de fleste borgere have fået strømmen tilbage, efter Nukissiorfiit har fået genetableret forsyningen ved hjælp af mobile generatorer og en omlægning af el-nettet.

Branden opstod 01.45 natten til fredag i en transformerstation under Bygge- og Anlægsskolen, KTI, i Sisimiut. Branden opstod i en samling af højspændingskabler og medførte, at kabler og el-tavlen på transformerstationen blev beskadiget. 

Kolde lokaler

Fredag formiddag skulle der igen være styr på el-forsyningen til de lokale borgere, men KTIs lokaler lider stadig under branden. Der er hverken strøm eller varme på skolen, og det samme er tilfældet hos Permagreen. KTI oplyser, at de fortsætter undervisningen, selvom det kniber med varmen.

Nukissiorfiit oplyser, at de forventer, at den normale elforsyning vil vende tilbage indenfor få timer.