Døgnrapport: Bevæbnet mand anholdt i Maniitsoq

Politiet var talstærkt til stede ved Hotel Maniitsoq onsdag eftermiddag, efter en anmeldelse om en bevæbnet mand i området. Det fortæller vagtchefen torsdag morgen.
Politiet har for anden gang i denne uge anholdt en bevæbnet mand. Denne gang er manden anholdt i Maniitsoq. Foto © : KNR / Malik Brøns
06. juni 2024 08:29

Politiet i Maniitsoq måtte i går eftermiddags rykke ud, da de fik meldinger om en bevæbnet mand i området omkring Hotel Maniitsoq.

Det oplyser vagtchef ved Grønlands Politi Jaaku Andreasen.

- Vi fik en anmeldelse om en mand bevæbnet med en riffel. Så har vi haft politiet ude og konstatere, hvad der er sket, siger han.

Der er ifølge vagtchefen ingen meldinger om, at der skulle være affyret skud i Maniitsoq.

- Situationen har været i kontrol, og der har ikke været noget farligt for beboerne, oplyser han.

Anden gang på en uge

Han bekræfter samtidig, at politiet har anholdt en mand i 30-erne.

- Der vil ske noget videre efterforskning af sagen for at se, om der skal ske et retsligt efterspil senere i dag.

Vagtchefen kan ikke oplyse, hvorvidt manden havde en relation til hotellet, eller om han er kendt af politiet i forvejen.

En lignende episode fandt sted natten til tirsdag i Ittoqqortoormiit, hvor politiet anholdt en mand for at affyre skud med en riffel. Manden blev dog i løbet af tirsdag afhørt og løsladt, fortalte vagtchefen Anette Ostenfeldt tirsdag morgen.