Døgnrapport: Mand anholdt for skud med riffel

En mand omkring de 30 blev natten til i dag anholdt i Ittoqqortoormiit for at afgive skud under et husspektakel.
En mand er blevet anholdt for skud med riffel, men ellers har det været et stille døgn, fortæller vagtchefen. Foto © : KNR / Malik Brøns
04. juni 2024 08:55

Opdateret med information fra Grønlands Politi klokken 09:25

Præcis klokken 02:32 modtog politiet i Ittoqqortoormiit en anmeldelse om et husspektakel. Kort efter, blev den anmeldelse fulgt op af en anmeldelse om, at en mand omkring de 30 nu skød op i luften med en riffel på samme adresse.

Det fortæller vagtchef ved Grønlands Politi Anette Ostenfeldt.

- Da politiet kommer der ud, får vi kontakt til manden ganske roligt, og han bliver anholdt helt uden dramatik, siger Anette Ostenfeldt.

Manden bliver anholdt af politiet godt en halv time efter anmeldelsen - nemlig klokken 03:10.

Hvor kvalificeret har det været?

- Nu sidder han anholdt, og nu skal vi finde ud af, hvad han eventuelt skal sigtes for. Hvor kvalificeret har det her været. Altså vi kigger på, er der nogen, der har været i fare? Det er sådan noget, vi skal vurdere nu, siger Anette Ostenfeldt.

Derfor er manden på nuværende tidspunkt ikke sigtet for noget, men det er vagtchefens klare forventning, at sagen udvikler sig op af formiddagen, når gerningsmanden og vidner er blevet afhørt af politiet.

Klokken lidt over ni oplyser politiet, at de har sigtet gerningsmanden for at havde affyret skud, men der skal ikke ske fremstilling.

- Om manden modtager en bøde, advarsel eller en straf af en slags, siger Anette Ostenfeldt.

Så om episoden ender ud i en retssag, ved politiet ikke endnu. Den vurdering er op til politiets jurister, der sidder i anklagemyndigheden.

- Manden er fortsat tilbageholdt, og nu skal politiet lige gøre sit arbejde, men vi forventer sigtelse og løsladelse, siger Anette Ostenfeldt.