Nu samles erhvervsfolk fra hele verden til konference om Grønlands udvikling
I denne uge samles højtstående erhvervsfolk, diplomater, beslutningstagere og meningsdannere i Katuaq til Grønlands største erhvervskonference.
Konferencen, som går under navnet Future Greenland, sætter fokus på erhvervsudvikling i det, arrangørerne kalder 'det arktiske årti.'
Altså fremtidens erhverv i Grønland.
Det er tiende gang, Grønlands Erhverv afholder arrangementet, som løber fra den 19. maj til den 20. maj.
Stort internationalt opbud
Deltagerlisten er enorm og stjernespækket.
Ifølge Grønlands Erhverv forventes der omkring 500 deltagere, herunder folk fra Canada, Storbritannien, USA, Danmark, Frankrig, Korea og flere andre lande.
Konferencen tiltrækker en bred kreds af samfundsaktører.
Grønlandske såvel som internationale toppolitikere, borgmestre, erhvervsspidser, virksomheder, forskere og topembedsfolk fra hele verden vil i to dage være samlet under samme tag i hovedstadens kulturcenter.
Aaja Chemnitz, Aleqa Hammond (S) og Aqqaluk Lynge skal tale.
Det samme skal Jens-Frederik Nielsen (D) og Múte B. Egede (IA).
Frankrigs viceudenrigsminister Nicolas Forissier skal holde indlæg.
Den Europæiske Union sender flere repræsentanter, blandt andet den europæiske kommissær for internationale partnerskaber Jozef Síkela, som skal tale om EU's partnerskab med Grønland.
Højspændt kulisse
I år har konferencen fået større international bevågenhed, særligt fordi den finder sted med et bemærkelsesværdigt bagtæppe.
Den amerikanske præsident Donald Trump har i mere end et år gjort krav på Grønland og truet samtlige allierede, hvis ikke de makkede ret i forhold til hans ønske om at overtage kontrol med landet.
Arktis gennemgår - som følge af truslerne fra USA og spændingerne mellem NATO og USA - en brydningstid, hvor regionen forvandler sig fra at være et lavspændingsområde til et område præget af storpolitisk konkurrence og voksende økonomiske interesser.
Denne højspændte kulisse kan tilmed ses på deltagerlisten:
Præsident Trumps forlængede arm i Grønland, Jeff Landry - præsidentens særlige udsending her i landet, som deler Trumps ambition for Grønland - ankom søndag eftermiddag i Nuuk og skal deltage til konferencen.
Det samme skal USA’s ambassadør til Kongeriget, Kenneth Howery, som ankom mandag formiddag.
Howerys udnævnelse kort tid efter Trumps valgsejr i 2024 var ledsaget af en præsidentiel udmelding om, at amerikansk kontrol med Grønland er 'en absolut nødvendighed.'
Den amerikanske delegation består af flere erhvervsfolk samt embedspersoner fra Trump-administrationen.
Men den anden del af den politiske samtale i USA vil også være til konferencen.
Demokraten Rufus Gifford, tidligere amerikansk ambassadør til Kongeriget under Barack Obama og embedsmand i Biden-administrationen, skal tale om 'Hvad vi skal vide om USA' med Sermitsiaqs administrerende direktør og chefredaktør, Masaana Egede.
Ingen repræsentanter fra den fungerende danske regering vil være til stede til konferencen grundet regeringsforhandlingerne.
Vidtspændende program
Konferenceprogrammet er tætpakket og byder på en bred vifte af paneldebatter og indlæg – både på grønlandsk, dansk og engelsk.
Deltagerne skal drøfte alt fra Grønlands erhvervsudvikling, landets voksende geopolitiske og økonomiske betydning i en verden i opbrud til forretningsudsigter og muligheder i Arktis.
Jens-Frederik Nielsen forventes at tage bestik af sit første år i embedet, og Múte B. Egede skal tale om, hvordan erhvervspolitik og udenrigspolitik hænger sammen.
Landets borgmestre skal tale om udvikling i hele landet og urbaniseringen af det grønlandske samfund.
Ligesom andre erhvervskonferencer handler det hele i vid udstrækning om at netværke på kryds og tværs og indgå i dybere samtaler, når der ikke lyttes til oplæg fra erhvervsfolk og beslutningstagere.
På sidelinjen vil der være mindre præsentationer og debatter, i Katuaq og på HHE, om alt fra kunstig intelligens, investeringer i Arktis til hybridkrig.
Og når det officielle program slutter om aftenen, vil deltagerne stimle sammen til receptioner og cocktail-hours og fortsætte dialogen ude i krogene.
Som optakt til årets Future Greenland har Grønlands Erhverv holdt en ungdomserhvervskonference, Future of Greenland, som fandt sted den 6. maj.
Her deltog mere end 400 unge, som fik vendt og drejet, hvordan det er at være ung i Arktis i en tid, hvor verden i stigende grad retter sine øjne mod Grønland - sikkerhedspolitisk og erhvervsmæssigt.