Barnløse par venter i spænding. Men indbakken er gabende tom

Det virkede som en god anledning til at poppe champagnen, da der i april var fundet penge til fertilitesbehandling for barnløse par. Men 35-årige Maannguaq Birch og hendes kæreste har ikke hørt noget fra Sundhedsvæsenet siden starten af maj.
I april oprettede 35-årige Maannguaq Birch en chatgruppe på Facebook, hvor hun og en håndfuld andre, der også venter på at kunne komme i gang med fertilitetsbehandling, kan opdatere hinanden. Foto © : Johansinnguaq Olsen/ KNR
Skrevet af Birgitte Kjeldsen
08. juni 2024 10:24

- Kære Maannguaq og kæreste. Vi kan oplyse, at de nye retningslinjer for IVF er under udarbejdelse. I vil blive kontaktet snarest muligt, når man er blevet færdige med arbejdet. Med venlig hilsen, Gynækologisk Afdeling.

Maannguaq Birch læser en mail højt, som hun har modtaget fra Gynækologisk Afdeling på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk.

Det er nu over en måned siden.

- Vi har ikke hørt noget fra sundhedsvæsenet siden 2. maj, siger 35-årige Maannguaq Birch.

Hun og hendes kæreste har i en årerække kæmpet for at få børn sammen.

Hvad er IVF og ICSI-behandlinger?

IVF kaldes på dansk også reagensglasbehandling eller reagensglasbefrugtning.

ICSI anvendes, når sædkvaliteten er svært nedsat, eller hvis der har været meget få befrugtede æg i en tidligere behandling med almindelig IVF. Ved ICSI indsprøjtes en enkelt udvalgt sædcelle i hvert af de udtagne æg.

Derfor var det også en glædelig nyhed, da naalakkersuisut tilbage i april meddelte, at de havde fundet tre millioner kroner, der i år skal dække rejse til Danmark, ophold og behandling af ufrivilligt barnløse par fra Grønland.

- Og hvis det går godt, skal det med i finansloven for 2025 og blive der fast, sagde naalakkersuisoq for sundhed, Agathe Fontain, til KNR dengang.

Godt to måneder efter den gode besked fra politikerne, er der dog stadig ikke sket det store.

Også selvom cheflæge på Dronning Ingrids Hospital, Aviaja Siegstad i slutningen af april meddelte, at den første patient kunne blive sendt af sted i løbet af den næste måned - altså i løbet af maj.

- Jeg tænker, at vi måske kan nå en ti stykker i år, sagde cheflægen til KNR.

- Vi regner med at udvide ordningen til flere, efterhånden som vi har fået alle strukturerne på plads, tilføjede hun.

Rykkede for svar

Maannguaq Birch og en håndfuld andre, der også venter på at komme på ventelisten til den nye fertilitetshjælp, holder jævnligt hinanden opdateret i en fælles chatgruppe på Facebook.

Af hvad Maannguaq Birch ved, har hun og én anden i gruppen fået samme besked fra Gynækologisk Afdeling den 2. maj.

Den 2. maj modtog Maannguaq Birch og en anden kvinde en mail fra Sundhedsvæsenet om, at de snart ville høre mere om usigterne til at komme i gang med IVF-behandling. Foto © : KNR

- Vi var to personer, der fik besked om, at vi skal afvente et svar fra dem. Og så har vi ikke hørt noget. Og så har vi rykket igen den 22. maj, hvor vi skrev til dem, fortæller hun.

Det eneste svar hun har fået tilbage på den sidste henvendelse, var en bekræftelse på, at mailen var blevet modtaget, og at hun kan forvente svar indenfor to-tre uger.

Sagen kort - hjælp til fertilitetsbehandling

I 2019 satte politikerne en stopper for den økonomiske hjælp til IVF- og ICSI-behandlinger, som barnløse dengang ellers kunne få i Danmark på sundhedsvæsenets regning. 

Behandlingen alene koster 50.000 kroner, og så kommer billetter, overnatninger og medicin oveni. 

Argumentet for at skrotte hjælpen var dengang, at der ikke længere var lige behandling for alle i Grønland, da folk dengang selv skulle betale for rejse og ophold.

Medlem af Inatsisartut Anna Wangenheim fra Demokraatit fremsatte på efterårssamlingen 2022 et forslag om, at Selvstyret skal betale for rejser og ophold såvel som behandlingen, når ufrivilligt barnløse skal til Danmark til IVF- og ICSI- behandling.

Naalakkersuisut fremlagde i august sidste år deres forslag til en finanslov. Her var der afsat 8,7 millioner kroner til fertilitetsbehandling i Danmark.

I januar var pengene dog pludselig forsvundet igen. Uden at nogen var naalakkersuisut kunne forklare hvorfor.

I april blev der fundet tre millioner kroner, der i år skal hjælpe barnløse par med at få reagensglasbehandling i Danmark.

Derudover er der mulighed for at øremærke yderligere 5,7 millioner, hvis behovet er der. Og lægger man de to beløb sammen, giver det de 8,7 millioner kroner, der forsvandt for finansloven.

Meldingen fra Rigshospitalet i Danmark, hvor IVF-behandlingerne skal foregå, var i april, at Grønlands Sundhedsvæsen bare skal ringe, når den første patient står klar.

- Vi vil ikke være stopklodsen for de ti patienter, der kommer fra Grønland. Så der kommer ikke til at være ventetid for dem, sagde ledende overlæge på Rigshospitalets fertilitetsklinik i et interview.

Forberedelse tager tid

"Stopklodsen” og den sløve opstart skyldes ifølge cheflæge på Dronning Ingrids Hospital, Aviaja Siegstad, blandt andet at arbejdet med at forberede vejledninger, til de fagpersoner der skal have med de barnløse patienter at gøre, ikke er færdigt endnu.

- Før de her kliniske instrukser foreligger, så kan vi ikke starte en behandling, siger hun til KNR.

- Og først og fremmest skal patienterne være fuldstændig klar med alle de prøver, der skal foreligge, når de ankommer til Rigshospitalet. Ellers risikerer vi i værste fald, at patienter bliver afvist.

Aviaja Siegstad understreger, at Sundhedsvæsenet prioriterer de barnløse par rigtig højt. Men forberedelsen tager tid, siger hun.

Hvor længe Maannguaq Birch skal vente, før hun kan komme på et fly til Danmark og starte behandlingen, er derfor svært at sige.

- Hun kan forvente, at hun er henvist inden for de næste par uger. Derefter skal Rigshospitalet behandle hendes henvisning, lave et program for hende, og derefter vil hun modtage en besked. Hvor lang tid det tager i deres proces, det kan jeg ikke svare på, siger Aviaja Siegstad til KNR.