Børnetalsmand om børnedepartement: Jeg har store forventninger

For første gang vil der være en naalakkersuisoq for børn, unge og familie. Det glæder MIO's børnetalsmand, Aviâja Egede Lynge.
- Jeg føler på mange måder, at børns stemmer for første gang virkelig bliver hørt, siger Aviâja Egede Lynge.  Foto © : MIO
19. april 2021 13:00

- Jeg er rigtig overvældet og glad for, at vi for første gang skal til at have et departement, som direkte har med børn, unge og familier at gøre.

Det siger MIO's børnetalsmand, Aviâja Egede Lynge.

Hun reagerer på det nye Naalakkersuisut som blev præsenteret i fredags.

Inuit Ataqatigiit og Naleraq er nemlig kommet frem til en ny koalitionsaftale. Og de to partier er blevet enige om, at der skal være et særskilt departement og naalakkersuisoq for børn, unge og familie.

LÆS OGSÅ Múte B. Egede om det nye Naalakkersuisut: Jeg er fyldt med glæde og håb

Det bliver Eqaluk Høegh fra Inuit Ataqatigiit som skal være den nye naalakkersuisoq.

Ifølge koalitionen, er der nemlig behov for en massiv indsats med hensyn til netop det område.

Børnetalsmanden bliver også nævnt i koalitionsaftalen i børn, unge og familie-området.

MIO: Det har vi savnet og råbt efter

Her står der, at der skal samarbejdes med børnetalsmanden med henblik på at opfylde børnenes rettigheder.

Det er noget, som børnetalsmanden Aviâja Egede Lynge ser frem til. 

- Jeg føler på mange måder, at børns stemmer for første gang virkelig bliver hørt, i og med, at man på den måde ønsker at lave handling ved at sætte rammerne op på den måde, siger hun. 

LÆS OGSÅ Overblik: Her er de nye Naalakkersuisut-medlemmer

- Jeg har mange store forventninger til det nye departement, en af dem er jo selvfølgelig at der er meget stor brug for, og som har været brug for længe, at hele området bliver koordineret tværfagligt. Det er en af de ting vi har savnet og råbt efter i mange år.

Hun håber at det nye Naalakkersuisut vil lytte mere til hende, end den tidligere koalition har gjort.

- Ud fra den lovgivning jeg følger som børnetalsmand, er en af mine forpligtelser at rådgive og give viden til politikerne i forhold til børns forhold. Det har været begrænset hvor meget den rådgivningsfunktion har været brugt før. Så her har jeg meget store forventninger til, at vi endelig kan begynde at følge den lovgivning meget bedre, siger Aviâja Egede Lynge.