Døgnrapport: Turist omkommet på fjeld i Sisimiut

En turist er fundet omkommet i Sisimiut, efter at hans ejendele blev fundet efterladt i fjeldet, oplyser Grønlands Politi.
Foto © : Thor Bill / KNR
07. april 2026 08:20

Mandag aften blev en SAR-operation sat i gang, med helikopter, det lokale politi, brandvæsen og SAR Sisimiut, efter at en bjergbestiger havde fundet efterladte ejendele i fjeldet i Sisimiut.

Anmelderen ringede til politiet klokken 19.43, fordi han undrede sig over de efterladte ting i fjeldet, og lidt væk derfra lå en person.

Personen, der blev fundet i fjeldet, er en udenlandsk mand, som formentligt var turist, fortæller vagtchef Poul Kreutzmann.

Hvad der præcis er sket - og hvordan manden har mistet livet - kan vagtchefen ikke sige noget om.

Indbrud og spirituskørsel

Et andet sted i Sisimiut er en mand i 30’erne tidligt tirsdag morgen blevet stoppet for spirituskørsel og kan se frem til et retsligt efterspil, fortæller vagtchefen

Vagtchefen nævner et indbrud i Pisiffik i Maniitsoq, der er sket natten til tirsdag. Hvornår kan vagtchefen endnu ikke sige helt præcist, og om gerningspersonerne har fået noget med derfra er også for tidligt at sige noget om.

Gerningsmændene brød et vindue op for at få adgang til butikken, og politiet opfordrer til, at man retter henvendelse til dem, hvis man har set noget omkring Pisiffik natten til i dag.

Du kan kontakte politiet på 70 14 48.