Aaja Chemnitz Larsen: Børnene betaler for manglende politisk vilje til samarbejde
Hvis ikke der kommer et initiativ til samarbejde med Danmark om at løse de sociale problemer her i landet fra de grønlandske politikere, så kommer det fra nuværende medlem af Folketinget Aaja Chemnitz Larsen.
Sådan lyder udmeldingen dagen efter, at DR viste dokumentaren "Byen hvor børn forsvinder" om de store sociale problemer, der er i én af Kommuneqarfik Sermersooqs østligste byer.
- Jeg blev dybt berørt ligesom alle andre, der har set den. Min første følelse er, at jeg er nødt til at gøre noget, og den følelse, tror jeg, der er mange, der deler i Grønland, siger politikeren.
LÆS OGSÅ Kommuneqarfik Sermersooq erkender svigt på socialområdet i Tasiilaq
Men problemerne er ikke nye. Siden 2015 har der flere gange været debat om, hvordan man skal løfte den store opgave med sociale problemer her i landet, og om Danmark skal overtage ansvaret for et område, der allerede er hjemtaget.
Et flertal i Folketinget afviste i begyndelsen af 2016 at overtage socialområdet.
Til gengæld har danske politikere mere end én gang tilkendegivet, at de gerne vil hjælpe, hvis der kommer en forespørgsel fra de grønlandske politikere, hvilket kun er sket i enkelte sager.
LÆS OGSÅ Flertal i Folketinget afviser at overtage socialområde fra Grønland
LÆS OGSÅ Socialminister gentager assistancetilbud til udsatte børn
Aaja Chemnitz Larsen fortæller blandt andet, at der i 2017 blev afsat 10 millioner kroner over fire år til udsatte børn og unge i Grønland, og at det allerede dengang skabte debat om, at man på den måde tilbageruller et hjemtaget område.
Men det handler ikke om, hvem der løser opgaven, bare det bliver gjort, siger Aaja Chemnitz Larsen.
- Jeg mener sådan set, at sagen er vigtigere, end hvem der skal være med til at samarbejde om at få løst det her. Gør vi ikke det, og er vi ikke mere samarbejdsvillige, så er det altså kun børnene, der betaler prisen, siger hun.
Det er bare nemmere sagt end gjort at blive enige om at samarbejde for at hjælpe børnene i Tasiilaq og andre steder i Grønland.
- Hvis retningen ikke kommer fra Grønland, så sætter jeg rigtig gerne retningen i forhold til, hvordan man kan samarbejde mellem Naalakkersuisut, Inatsisartut, Kommuneqarfik Sermersooq og Folketinget, siger Aaja Chemnitz Larsen.
Aaja Chemnitz Larsen nævner konkret, at hun vil have børnehuse i alle kommuner, så man kan tilbyde behandling. Hun vil have en større præventiv indsats fra politiet, og så vil hun hellere fjerne krænkerne end børnene, sådan som Dansk Folkeparti har været ude og foreslå i denne uge.