MIO-rapport: Børn har det svært i Kujalleq
Børnetalsmandens rejserapport fra Sydgrønland efterlader et bedrøveligt billede af den sociale situation i Kommune Kujalleq.
Rapporten leverer således en række kritik punkter mod såvel kommunen, som har ansvaret for det sociale område, og også mod forældre, der ikke evner at tage sig af eller opdrage deres egne børn.
Rapporten er resultatet af Børnetalsmand, Aviaja Egede Lynges, rejse til Sydgrønland i oktober 2016. Hun konkluderer i rapporten, at det halter gevaldigt med at leve op til kravene i FNs børnekonvention om børns rettigheder.
Fire store udfordringer
- Jeg mødte mange børn og unge som har det rigtig godt. Men jeg mødte desværre også børn og unge som har stærkt brug for at blive beskyttet og som mangler den rette hjælp, skriver Aviaja Egede Lynge i rapporten.
Rapporten lokaliserer fire gennemgående udfordringer på det sociale område:
Forældre skal kunne få den relevante støtte, børnene skal have lige adgang til uddannelse, der skal være fritidsmuligheder, hvor de kan udvikle sociale kompetencer, og endeligt skal børnene have mulighed for beskyttelse mod psykiske og fysiske overgreb.
LÆS OGSÅ MIO savner tidlig indsats
Børnetalsmanden hæfter sig ved, at ikke alle børn har lige muligheder - de socialt udsatte børn stilles ekstra dårligt, når systemet svigter.
Forældrene har også et ansvar
Det gælder også for børn i bygderne:
- En anden sårbar gruppe er en del af eleverne fra bygderne. Disse elever kommer ofte ikke videre i skolesystemet efter folkeskolen, skriver Aviaja Egede Lynge.
Børnetalsmanden har også talt med en række fagfolk i kommunen og de fremhæver at forældrene også har et ansvar:
- Fra skolerne beskrives det desuden, at forældre ikke selv tager ansvar for opdragelse af børnene, men i stedet forventer, at skolen klarer dette, hedder det i rapporten.
LÆS OGSÅ Problemer langt fra løst i Kujalleq