Problemer langt fra løst i Kujalleq
I fredags fortalte vi, at der har hersket retsløse tilstande i socialforvaltningen i Kujalleq, og ifølge kommunens nye socialchef kan det godt tage et stykke tid, før problemet er løst, da kommunen på nuværende tidspunkt mangler otte socialrådgivere.
- Problemet er selvfølgelig de menneskelige ressourcer, og de problemer vil vi højst sandsynligt have et stykke tid i takt med affolkningen af kommunen og de rekrutteringsproblemer, vi har haft, fortæller Dariusz Sobczynski til KNR.
Læs også Borgernes retssikkerhed truet
Ny socialchef - gamle problemer
Kommunens nye socialchef havde første arbejdsdag i går, og har dermed ikke haft tid til at sætte sig ordentligt ind i sagerne. Dariusz Sobczynski understreger dog, at kommunen er i gang med at løse problemerne.
- Det er i hvert faldt mit indtryk efter den første arbejdsdag, at den proces kører godt.
Selvom kommunen erkender, at der er problemer, så mener de at KNR tegner et unødvendigt dårligt billede af situationen på socialområdet, da der er tale om sager, som kommunen betegner som fortidige.
- Det er fantastisk, at kommune Kujalleq har erkendt problemerne, og har bedt om hjælp til at løse dem.
Ifølge socialchefen har de i samarbejde med Departementet udarbejdet en handlingsplan, der skal løse problemerne på socialområdet.
En plan der blandt andet indbefatter, at der oprettes fire ekstra socialrådgiverstillinger, en juriststilling samt en psykologstilling.
Læs også Aktindsigt bekymrende læsning
Skal stå på egne ben fra nytår
De sidste måneder har socialforvaltningen haft forstærkning fra Departementet i kraft af en række socialrådgivere, som skulle hjælpe med de mange sager, men fra årsskiftet står kommunen nok igen på egne ben.
- Den eksterne hjælp, vi får fra familiedepartementet, får vi måske indtil slutningen af året, men derefter vil vi være nødt til selv at overtage børneområdet, og vores sagsbehandlere skal være oprustet og kvalificeret til at kunne gøre det, siger kommune Kujalleqs nye socialchef Dariusz Sobczynski.
Læs også Mere assistance til Kujalleq