Aviâja E. Lynge: Den nye mobbe-strategi er kun et stykke papir

Hvis mobning skal minimeres i Grønland, er det nødvendigt at afsætte penge til den nye strategi, siger børnetalsmand Aviâja Egede Lynge.
Børnetalsmanden Aviâja Egede Lynge støtter op om den nye strategi mod mobning, men er skeptisk. Foto © : KNR
Skrevet af Megan Hansen
30. januar 2023 16:07

- I de sidste syv år har der været meget mobning i Grønland. Og mobning er et problem i hele landet. For eksempel i skolerne, siger Aviâja Egede Lynge.

Hun er børnetalsmand i MIO og har været det siden 2015. 

Hendes vigtigste principper er lige vilkår for alle børn, retten til at være den, man er uanset baggrund, og retten til læring og uddannelse.

LÆS OGSÅ Erlas barnebarn blev mobbet: Nu har hun lavet en ny forening

Derfor synes Aviâja Egede Lynge, at den nye strategi mod mobning er vigtig, men da den ikke har fået et budget fra naalakkersuisut og Inatsisartut, er hun skeptisk.

Strategien blev godkendt af Naalakkersuisut sidste år - men ifølge børnetalsmanden følger der ingen penge med. 

- Jeg vil sige, at det er meget ærgerligt, og jeg er kritisk, fordi de har lavet den her strategi, men har ikke sat penge af til, at den skal realiseres. Den er ikke sikret. Det er kun et stykke papir, og hvis der ikke bliver sat penge af, vil den ikke blive realiseret, siger hun til KNR. 

- Man mobber ikke bare for sjov

Derfor har Aviâja Egede Lynge en klar opfordring til politikerne. 

Har du brug for hjælp?

Hvis du er ked af det, hvis du har problemer, eller bare brug for en at tale med? Så kan du ringe til Tusaannga 801180 eller SMS’e til 1899. Her kan du tale med eller skrive sammen med en voksen der kan rådgive.


Du kan også se hvilke hjælpeinstanser der ellers findes her: http://mio.gl/til-boern-og-unge/her-kan-du-faa-hjaelp/?lang=da

- Hvis vi skal stoppe mobning, bliver der nødt til at sættes penge af til det. Hvis strategien skal bredes ud i samfundet og rundt i Grønland, bliver vi nødt til at snakke om det offentligt, siger Aviâja Egede Lynge.

Børnetalsmanden synes blandt andet, at det er vigtigt, at der gøres en indsats for at stoppe mobning blandt voksne. 

Hvis mobning mellem børnene skal stoppes, bliver man nødt til at få hjælp.

- Man mobber ikke bare for sjov, der er altid en grund til, at man mobber. Derfor skal man erkende, hvorfor nogen mobber. Det kan måske være, at den, som mobber, har brug for noget, eller har haft en dårlig opvækst med skænderier derhjemme.

- Vi i MIO kan kun rådgive. Hvis mobberiet for eksempel sker i skolen, er det kommunerne og selvstyret, der har ansvaret. Vi kan kun rådgive og vejlede det offentlige, siger Aviâja Egede Lynge.

I sidste uge talte KNR med mobbeforsker Helle Rabøl Hansen, hvor hun også kom med en opfordring til, hvordan man arbejder imod mobning. 

- Man skal forstå, at mobning er noget, der sker i fællesskaber. Så der skal arbejdes med det i fællesskaber alle steder, siger Helle Rabøl Hansen.