Erlas barnebarn blev mobbet: Nu har hun lavet en ny forening

Erla Vinthers barnebarn, Minik Gunnadal, flyttede fra Sverige til Grønland. Han skulle begynde i skole i Nuuk, men endte på skadestuen.
Minik Gunnadal sammen med bedstemor Erla Vinther. Foto: Privat Foto © : Privat
Skrevet af Megan Hansen
27. august 2022 11:28

- Jeg blev skubbet, og jeg blev sparket i skridtet. Jeg havde det rigtig dårligt, fordi jeg blev mobbet så meget.

Det fortæller Minik Gunnadal, der i dag er ni år.

Han var flyttet til Nuuk fra Sverige, men det blev ingen nem skolestart på Atuarfik Samuel Kleinschmidt.  

Kort efter skolestarten gik det helt galt. 18. december 2020 endte han på skadestuen. 

Hans bedstemor, Erla Vinther, blev ringet op af Miniks forældre.

- Jeg blev ringet op af forældrene, som stod nede på skadestuen på Dronning Ingrids Hospital, fordi mit barnebarn var udsat for vold. Han havde det meget dårligt og havde blå mærker. Det var den dag, jeg besluttede, at jeg skulle lave en forening mod mobning, siger Erla Vinther.

Minik
Foto © : privat
Minik Gunnadal

Ifølge hende blev Minik udsat for grov vold og mobbet - og ingen gjorde noget ved det.

- Hans skole kunne ikke gøre noget. Der var sket en fejl, og det viste sig, at skolen ikke havde skrevet notater. Man har jo notatpligt uanset, hvad der sker. Jeg ved, at der i dag er blevet strammet op, siger hun.

Erla Vinther: Det kan ikke passe

Men Erla Vinther havde fået nok. Idéen til en antimobbeforening var plantet - og i juli i år blev foreningen ”Tamattaasa” (Lad os stå sammen på dansk, red.) så endelig en realitet. 

Hun er selv formand. 

- Jeg har savnet en forening. Det kan ikke passe, at vi ikke kan hjælpe børn og unge eller hinanden med at rumme og favne hinanden, siger Erla Vinther.

Helt konkret vil ”Tamattaasa” stå for en antimobbedag. 

- Formålet med foreningen er, at vi først og fremmest henter inspiration på tværs af rigsfællesskabet og hos andre oprindelige inuitkulturer i resten af verden. Vi vil arbejde vidensbaseret med mobning i samfundet. Første skoledag skal være en antimobbedag, hvor alle børnene laver forskellige aktiviteter.

- Jeg har fået fantastiske medlemmer i foreningen, og alle har viden eller uddannelse indenfor mobning. Vi supplerer hinanden med, hvad vi kan gøre for at stoppe mobning, siger Erla Vinther. 

Minik flyttede tilbage til Sverige

Minik Gunnadal flyttede tilbage til Stockholm sammen med sine forældre. Men han er meget glad for, at "Tamattaasa" er kommet i gang i Grønland.

- Jeg er bare glad. Måske behøver andre ikke at opleve det, jeg gjorde, siger han til KNR. 

Han har det godt nu og har fået flere venner, end han havde i Nuuk, fortæller han. 

- Jeg har fået flere venner her, jeg kan godt lide det, og skolen er bedre her.

KNR har bedt om en kommentar fra ledelsen på Atuarfik Samuel Kleinschmidt. Skoleinspektør Margrethe Karlsen Brummerstedt har sendt følgende skriftlige svar:

"Jeg kan ikke udtale mig om detaljerne i den pågældende sag, men jeg kan fortælle, at vi har samarbejdet tæt med politiet og har leveret alt det materiale, de har bedt om. Blandt andet har vi leveret video fra overvågningskameraer. Skolen har gjort alt, hvad der har været muligt, for at komme til bunds i sagen".