Atassut holder døren til borgmesterkontoret åben
Spillet om borgmesterkæden er fortsat helt åbent i den sydlige del Qaasuitsup Kommunia.
Det fortæller Naja Petersen, Atassut, til KNR, efter hun har mødtes med både Siumut og Inuit Ataqatigiit tidligere torsdag.
Mødet med Siumut skete klokken 10.00 og Inuit Ataqatigiit var på en halv time før. Der var ellers lagt op til, at Naja Petersen skulle mødes med Siumut først, men Inuit Ataqatigiit fik sig altså skubbet frem i køen.
LÆS OGSÅ Rævekagen hæver i Qaasuitsup Syd
Årsagen til at Atassuts Naja Petersen er så ombejlet er naturligvis, at hun har den afgørende stemme, så det er altså op til hende, om Ane Hansen, IA eller Jess Svane, Siumut skal være borgmester. På trods af Atassuts ene mandat afviser Naja Petersen heller ikke, at Atassut vil gå efter borgmesterposten. Alle muligheder er åbne, siger hun.
LÆS OGSÅ Palle Jerimiassen valgt til kommende borgmester
Atassut vender indholdet af dagens møder, når de i aften sætter sig sammen for at diskutere, hvad de vil kræve af de andre partier, for deres støtte før de kan få et samarbejde på plads.