Rævekagen hæver i Qaasuitsup Syd
De kommunale rævekager er muligvis sat til hævning i Qaasuitsup Syd.
I hvert fald valgte Ane Hansen Inuit Ataqatigiit at melde afbud til KNRs morgenudsendelse her til morgen.
Lige nu er borgmesterspillet i fuld gang i det sydlige Qaasuitsup, for selvom Inuit Ataqatigiit og Demokraterne fik et fint valg i kommunen, så blev mandatfordelingen efter det såkaldte D´hondts princip sådan, at Demokraterne ikke fik noget mandat og at IA ikke fik noget ud af at få flere stemmer end Siumut. De får nemlig begge syv mandater.
LÆS OGSÅ Tæt løb i Qaasuitsup Syd
Derfor bliver Atassuts Naja Petersen den afgørende stemme. Ofte indledes forhandlingerne af valgets største parti, men Naja Petersen skal i dag til samtale med Siumut klokken 10.00. Her er Jess Svane i teten, da han var den siumutter med flest stemmer.
Naja Petersen har tid til Ane Hansen klokken 13.00.
Om det er udtryk for at borgmesterkæden er ved at glide Ane Hansen af hænde vides ikke, men spændingen forbliver ihvertfald høj i det sydlige Qaasuitsup Kommunia, og vi må vente nogle timer for at se hvilken kage, der kommer ud af ovnen.
LÆS OGSÅ Sådan endte valget i din kommune