Astrid Krag i Grønland: Børnene er det vigtigste

Astrid Krag besøger i disse dage Grønland, hvor hun skal have en status på de 80 millioner kroner, som Danmark afsatte til at hjælpe udsatte børn og unge her i landet.
Astrid Krag lægger vejen forbi Nuuk, Napasoq, Atammik og Maniitsoq på sin rejse. Foto © : KNR
20. august 2022 18:40

Den danske social- og ældreminister, Astrid Krag (Soc.), er lige nu i Grønland.

Her er der linet møder op med Mimi Karlsen (IA), der er naalakkersuisoq for børn, unge, familier og sundhed.

De to beslutnigstagere skal følge op på de 16 anbefalinger og de 80 millioner kroner, som Danmark afsatte i 2019, efter DR viste dokumentaren ”Byen hvor børn forsvinder” om voldsomme sociale forhold i Tasiilaq.

LÆS OGSÅ Overblik: Her er de 16 anbefalinger til udsatte børn og unge

Dokumentaren viste massiv omsorgssvigt, seksuelle overgreb og vold mod børn og unge – og myndigheder, der ikke greb ind.

- Det er klart, at det her handler jo om at sørge for en tryggere opvækst for de grønlandske børn, som i dag vokser op med overgreb og krænkelser som en del af deres virkelighed. Sådan skulle det jo ikke gerne være for nogen børn, og derfor er det selvfølgelig børnene, der er det vigtigste, siger Astrid Krag til KNR. 

LÆS OGSÅ Den danske socialminister er på besøg i Grønland

Og der er nok at gå i gang med. Hvert tredje barn her i landet oplever en barndom præget af omsorgssvigt og knap hver femte barn født i 1995 eller senere er blevet udsat for seksuelle overgreb.

- Vi kan jo desværre se i tallene, at der jo er store problemer, så den helt grundlæggende ambition, som den grønlandske regering har, den kan vi jo kun bakke meget varmt op om og støtte op om fra dansk side - nemlig at det skal være trygt for alle børn at vokse op.

- Hvis vi skal lykkedes med det, ja så er der altså nogle systemer, der skal være på plads. Der skal være en faglighed, der gør, at børnene så også får den hjælp, der gør, at de ved, at de ikke er alene og at der er hjælp at hente.

LÆS OGSÅ Dansk socialminister om hjælp til børn: Alle anbefalinger skal blive til virkelighed

Kulturforskelle for øje

Der er givetvis forskel på Grønland og Danmark, også på hvordan man hjælper bedst muligt.

- Det er meget vigtigt at have en forståelse for, at der er nogle særlige forhold i Grønland, der gør sig gældende. Det er jo geografien, afstande og familiekulturer, som gør, at man ikke bare kan tage løsninger, som fungerer i Danmark og sige, at 'nu skal de også bare fungere på samme her.

Historien bag de 16 anbefalinger
 

  • I foråret 2019 bragte DR dokumentaren ”Byen hvor børn forsvinder” om Tasiilaq. Den viste et billede af massiv omsorgssvigt, seksuelle overgreb og vold mod børn og unge – og myndigheder, der ikke greb ind.

 

  • Herefter blev Naalakkersuisut presset af et flertal i Inatsisartut til at bede den danske regering om hjælp til indsatsen på børne- og ungeområdet i Grønland.
     
  • Danmark har afsat knap 100 mio. kroner til området frem til og med 2023.

 

  • Grønlandske og danske fagpersoner har sammen kommet med forslag. De er samlet i 16 anbefalinger, som frem til og med 2023 skal give flere udsatte børn og unge i Grønland et bedre liv.

- Derfor er noget af de vi seneste, at vi har åbnet op for, at der kan være en større lokal frihed her end vi måske havde tænkt i starten. Det synes jeg er positivt, at man har efterspurgt, fordi det viser jo, at man lokalt tager det alvorligt og tager det på sig, siger ministeren.

Lys forude

Trods det svære emne, mener hun, at det går den rette vej.

- Men mit indtryk er nu når jeg både snakker med mine kolleger her og hører fra de medarbejdere, der arbejder med det i Grønland og når jeg læser rapporten, at nu er man ved at være godt på vej med alle initiativer, og det er selvfølgelig glædeligt.

- Det aller lykkeligste ville jo være, at der ikke var børn, der blev udsat for overgreb og krænkelser, og derfor er der jo også en væsentlig del af indsatsen, der handler om at hjælpe krænkere, så de ikke krænker igen og også at have fokus på børn, der krænker andre børn, så vi kan få det stoppet ved roden.

Bed om hjælp og vær med til at bryde tabu

Seksuelle overgreb og krænkelser er på alle måder svært og tabubelagt, men forudsætningen for at få hjælp er, at bede om den, siger Astrid Krag.

- Hvis vi skal have ændret det her, så er det jo noget, som man skal have frem i det åbne rum og noget, man skal kunne tale om, fordi det er jo det første skridt for at få hjælp - det er jo, at man overhovedet tør sige, at der er et problem og jeg har brug for hjælp, siger Astrid Krag.

Hvis du føler dig alene og har brug for nogen at tale med, kan du ringe til telefonrådgivningen Tusaannga på 80 11 80 eller sende en sms til 18 99.

De har følgende åbningstider:

Søndag - torsdag 9:00 - 00:00
Fredag - lørdag 9:00 - 04:00