Den danske socialminister er på besøg i Grønland

Den danske socialminister er på besøg for at følge op på 16 anbefalinger og 80 millioner kroner til at hjælpe udsatte børn og unge.
Den danske socialminister er på besøg i Nuuk, Maniitisoq, Atammik og Napasoq.
Skrevet af Megan Hansen
19. august 2022 11:43

Den danske social- og ældreminister, Astrid Krag, er kommet til Grønland. 

Her skal hun mødes med Mimi Karlsen, der er naalakkersuisoq for børn, unge, familier og sundhed, Mimi Karlsen (IA).

Det er ikke Astrid Krags (S) første besøg i Grønland. 

For to år siden lagde hun også vejen forbi Nuuk, hvor hun mødtes med sin daværende kollega, Martha Abelsen (Siumut).

Grunden til besøget var, at Danmark i 2019 bidrog med 80 millioner kroner til at hjælpe udsatte børn og unge i Grønland, selv om socialområdet er hjemtaget af Selvstyret. 

Historien bag de 16 anbefalinger
 

  • I foråret 2019 bragte DR dokumentaren ”Byen hvor børn forsvinder” om Tasiilaq. Den viste et billede af massiv omsorgssvigt, seksuelle overgreb og vold mod børn og unge – og myndigheder, der ikke greb ind.

 

  • Herefter blev Naalakkersuisut presset af et flertal i Inatsisartut til at bede den danske regering om hjælp til indsatsen på børne- og ungeområdet i Grønland.
     
  • Danmark har afsat knap 100 mio. kroner til området frem til og med 2023.

 

  • Grønlandske og danske fagpersoner har sammen kommet med forslag. De er samlet i 16 anbefalinger, som frem til og med 2023 skal give flere udsatte børn og unge i Grønland et bedre liv.

Besøget dengang sluttede med en præsentation af 16 anbefalinger, som dækker alt fra hjælp til gravide kvinder, kurser til forældre, mere uddannelse til ansatte i dagsinstitutioner og behandling til dømte seksualforbrydere, væresteder for børn og unge, som kan have tag over hovedet om natten, eller i weekenderne - for at nævne nogle få.  

Nu skal Astrid Krag med egne øjne se, "den forskel udviklingen og implementeringen af flere af initiativerne der har gjort i Grønland," meddeler Naalakkersuisut i en pressemeddelelse. 

Astrid Krag skal på besøg andre steder end Nuuk

Programmet varer i fire dage. Den danske minister og Mimi Karlsen skal besøge bygderne Atammik og Napasoq. De skal også til Maniitsoq. 

Under bygdebesøgene skal de mødes med bygdebestyrelserne.

LÆS OGSÅ Astrid Krag om socialindsats: Det har ikke været godt nok

Mimi Karlsen mener, at Grønland ikke bare skal kopiere en dansk løsning på grønlandske problemer, siger hun.

- Livet i en bygd afspejler både et tæt sammenhold og en forening med naturen. Men det kan også åbne øjnene op for, hvorfor danske løsninger ikke altid er så lette at kopiere til Grønland, siger hun. 

Chokbølger og hjælp fra Danmark

De 16 initiativer, som skal styrke indsatsen for Grønlands børn og unge, blev lavet efter dokumentarudsendelsen ”Byen hvor børn forsvinder”. 

Den blev vist på DR i foråret 2019. Dokumentaren viste voldsomme sociale problemer i især Tasiilaq. Senere på året bad Naalakkersuisut Danmark om hjælp til socialområdet.

Og der er nok at gå i gang med: Hvert tredje barn her i landet oplever en barndom præget af omsorgssvigt og manglende forældreansvar.

LÆS OGSÅ Dansk socialminister om hjælp til børn: Alle anbefalinger skal blive til virkelighed

Knap hver femte barn født i 1995 eller senere er blevet udsat for seksuelle overgreb. 

I Befolkningsundersøgelsen fremgår det, at 28 procent af de unge født i 1995 eller senere, som er med i undersøgelsen, er vokset op med vold i hjemmet.

Astrid Krag afslutter besøget med et møde med Mimi Karlsen, hvor de planlægger det fremtidige samarbejde.