Rapport: Arktiske lande bør satse på stabilt internet

Arktisk Råd opfordrer i en ny rapport medlemslandene til at styrke adgangen til internettet. Det er en rygrad i et moderne samfund, siger ekspert.
11. maj 2017 13:07

Nationerne i Arktis bør gøre alt, hvad de kan, for at sikre bedre adgang til internettet for befolkningen.

Sådan lyder opfordringen i en rapport om telekommunikation, som Arktisk Råd offentliggør torsdag i forbindelse med rådets ministermøde i Fairbanks, Alaska.

I spidsen for rapporten står chefen for DTU Polar i København, Niels Andersen, og direktøren for Norsk Rumcenter, Bo Andersen.

- Det er jo en hel grundlæggende rygrad i et moderne samfund, at man har tilstrækkelig kommunikationsmuligheder, siger Niels Andersen til KNR.
Internet er udbredt, men ringe forbindelse

USA har under landets formandsskab for Arktisk Råd de seneste to år sat teknologi og kommunikation på dagsordenen.

Den ny rapport sammenligner adgangen til internet i de otte arktiske stater. Og samlet set er der fremgang at spore.

- I de tyndtbefolkede områder er der gjort en stor indsats fra nationalt hold for at nå ud til de tyndtbefolkede områder, mindre byer og bygder. Men kapaciteten i kommunikationen, altså i bredbåndene, er for lille og for skrøbelig. Det vil sige, hvis der er et brud, eller der kommer noget imellem, er man pludselig afbrudt, siger Niels Andersen.

LÆS OGSÅ Søkabel til Nordgrønland

Det er særligt i de tyndt befolkede områder i Alaska, Canada, Rusland og Grønland, at forbindelsen er skrøbelig, fordi forbindelsen kun er sikret via én forbindelse: et søkabel, en radiokæde eller satellit.

Grønland er dog blandt de førende lande, når det gælder selve teknologien, men ikke i selve adgangen, fortæller Niels Andersen.

- Grønland har gjort en stor indsats - og gør en stor indsats - for udvikling af hele kommunikationsområdet. Der er den nyeste teknologi til rådighed, men det er dyrt at anlægge og bruge og også skrøbeligt. Der skal jo sådan set bare et isbjerg på tværs (af et søkabel, red.)i en kædeforbindelse for, at det bliver helt afbrudt.

LÆS OGSÅ Udvidet søkabel guld værd for virksomheder

I stedet er lande som Sverige, Norge og Island i top, når det gælder befolkningens adgang til stabilt internet på grund af befolkningens tæthed.

- De er koblet op på internationale netværk. Altså via satellitsystemer eller via fiberkabler og kabler i det hele taget på land. Det vil sige, at man er koblet op på et meget robust netværk med meget kapacitet - altså med meget bredbånd til rådighed.

Politisk fokus skal sikre investeringer

Rapporten kommer ikke med anbefalinger til løsninger på dårlig internetforbindelse. Det skal en ny task force under Arktisk Råd nu se på. 

Men alene dét, at Arktisk Råd opfordrer til bedre telekommunikation i Arktis, er vigtigt. Ikke kun for landene hér, men for hele verden, mener Niels Andersen.

- Så synes jeg også helt personligt, at ved at kunne gøre det, får man dels de lokale områder bedre forsynet, men også alle i arktisk respektfuldt integreret i hele den globale økonomi. Og det synes jeg er et vigtigt mål at gå efter.