Udvidet søkabel guld værd for virksomheder

Selv om søkablet ikke trækkes videre til Ilulissat, glæder erhvervslivet sig i nordkommunen alligevel over, at forlængelsen endelig kommer.
Foto © : Google Streetview
15. april 2016 17:56

TELE-POST har besluttet at forlænge søkablet til Aasiaat via Maniitsoq og Sisimiut.

Men selv om søkablet ikke trækkes videre til Ilulissat på grund af store mængder is og en vanskelig havbund, glæder erhvervslivet sig alligevel over, at forlængelsen endelig kommer. 

For som en sidegevinst vil forlængelsen af søkablet til Aasiaat aflaste radiokæden.

- Det er vi utroligt glade for. Vi vil få noget mere kapacitet, når nu der bliver frigivet noget ekstra båndbredde, som de andre byer har brugt, siger formand for Grønlands Erhvervs lokale afdeling i Ilulissat, Jens Peter Pars.

Radiokæde til internet

I dag bruger virksomheder og borgere radiokæden til at gå på nettet og til telefoni via for eksempel en hoasted server i Nuuk.

- Der bor trods alt mange tusinde mennesker, der også har faste telefonforbindelser, internetforbindelser, mobiler og hvad radiokæden nu bliver brugt til. Søkablet vil aflaste radiokæden og give os et ekstra boost på hastigheden., siger Jens Peter Pars.

Læs også Nu får Maniitsoq, Sisimiut og Aasiaat søkabel

Fejl på radiokæden

I dag slås virksomhederne ofte med fejl på radiokæden.

Og det går ud over digitale lønudbetalinger, regninger der ikke kan betales, eller indkøb, der ikke kan foretages, fordi dankortet er nede.

Det betyder også penge ud ad vinduet for virksomhederne, når kontordamerne ikke kan komme videre med deres arbejde på computeren:

- Ja, så må de stoppe arbejdet. Så må de lave noget andet noget som at gøre rent i kantinen og så videre. Men kunderne kan jo ikke betale. Firmaet går i stå, når alt det der digitale infrastruktur ikke virker. Vi bruger jo ikke frimæker mere, lyder det fra Jens Peter Pars. 

Læs også Tele vil kickstarte landet med internet-motorvej

GE glad for bedre radiokæde

Samtidig glæder den lokale GE-formand sig over, at TELE-POST også har besluttet at etablere en radiokæde med højkapacitet fra Aasiaat til Qasigiannguit og Ilulissat. 

Derudover planlægger TelePost at forlænge den nuværende radiokæde fra Uummannaq til Upernavik. 

Så sammen med en langt kortere afstand fra Ilulissat til det kommende søkabel i Aasiaat ser det godt ud, også for virksomhederne, siger GE's lokale formand i Ilulissat:  

- Fejlmulighederne bliver meget mindre i og med, at der bliver langt kortere fra Ilulissat til en fast forbindelse i Aasiaat - eller i Qassigiannguit, hvis de når at forlænge søkablet dertil. Der er jo færre fejlmuligheder ud i fremtiden, og det glæder os rigtig meget, siger Jens Peter Pars til KNR.