Aleqa Hammond: Hvor bliver fiskeriudvalgsformanden af?

Hvor bliver fiskeriudvalgsformanden af? Det spørger Siumuts formand Aleqa Hammond i en pressemeddelelse. Hun mener, at formand Andreas Uldum fra Demokraterne, har forholdt sig alt for stille, og istedet burde indkalde til møde for at drøfte fiskerierhvervets problemer.
Skrevet af Mads Lynge
06. juli 2009 11:42

- Fiskerierhvervet har aldrig nogensinde råbt så meget op som det gør nu. Der har været havneblokade i Nuuk, og i Upernavik er flere af indhandlingsstederne lukket, og der efterlyses mindstepriser på torsk, siger Siumuts formand Aleqa Hammond, og hun fortsætter:

- Specielt når der har været demonstration og når KNAPK efterlyser et landstingsmøde, der mener jeg helt bestemt, at det er en krisesituation. Derfdor bør fiskeriudvalgets formand i det mindste indkalde til et møde, hvor parterne taler sammen, siger Aleqa Hammond til Radioavisen.

I sidste uge udtalte Andreas Uldum sin begejstring for, at landsstyremedlem for fiskeri, Ane Hansen, både har sagt nej til fiskernes krav om mindstepriser og bebudet nedskæringer i fiskeriet af hellefisk.

- Det glæder Demokraterne, at vort land langt om længe har fået et ansvarligt landsstyremedlem for fiskeri, der også kan træffe upopulære beslutninger, lød det fra Andreas Uldum torsdag sidste uge. Men Aleqa Hammond sætter spørgsmålstegn ved de udtalelser:

- Som han selv siger, så udtaler han sig som formand for fiskeriudvalget, men udvalget har jo ikke holdt møde omkring dette. Så det er ikke hele fiskeriudvalget som baggrund, at han har udtalt sig. Derfor bør udvalget mødes og komme med en udmelding. Det fortjener fiskerne, siger Aleqa Hammond.