Air Greenland åbner en rute til Billund til foråret

Air Greenland åbner en direkte rute fra Grønland til Jylland over sommerhalvåret 2023, meddeler selskabet.
Air Greenland åbner en rute fra Kangerlussuaq til Billund til påske næste år. Foto © : Camilla Dam/KNR
20. september 2022 07:04

Air Greenland åbner fra næste forår en direkte rute fra Kangerlussuaq til Billund i Danmark. Det meddeler selskabet.

Beslutningen er taget efter samtaler med rejsebureauer og på baggrund af en analyse af, hvor fra og hvor til Air Greenlands kunder rejser.

Og det har vist, at en direkte rute fra Billund i Jylland til Kangerlussuaq herhjemme vil gøre rejsen både lettere og hurtigere. Ikke mindst for de mange grønlandske borgere, der bor i Vestdanmark, siger Air Greenlands kommercielle direktør, Henrik Søe.

LÆS OGSÅ Air Greenland: Vi må overveje en grænse for antal turister i Grønland

- Med etableringen af ruten vil den samlede rejsetid blive forkortet, og mange af kunderne kan undgå at overnatte i forbindelse med rejsen fra og til Grønland.

En analyse fra Billund Lufthavn viser, at knap 15 procent af de mennesker, der vil vælge Billund Lufthavn som den foretrukne lufthavn, har en relation til Grønland - enten gennem familien eller vennekredsen.

Derfor tror administrerende direktør i Billund Lufthavn, Jan Hessellund, også, at ruten mellem Billund og Grønland bliver succesfuldt.

LÆS OGSÅ Ingen ledige pladser i Kangerlussuaq – Air Greenland returnerede til København

- Der bor mange herboende grønlændere i vores optageområde, men her er ligeledes mange, der har andre relationer dertil – eller blot ønsker at besøge og opleve den smukke natur. Så det er en yderst attraktiv rute, som vi er stolte af at præsentere sammen med Air Greenland, siger han.

Første fly på vingerne mellem Billund og Kangerlussuaq bliver i påsken til næste år, helt præcis 29. marts. Den vil være åben frem til 11. oktober næste år.

Ruten bliver opereret af Jettime med flytypen Boeing 737-800, der har plads til 189 passagerer.

Billetterne bliver sat til salg indenfor 14 dage på Air Greenlands hjemmeside.