Air Greenland: Vi må overveje en grænse for antal turister i Grønland

Efter to fattige år for turismebranchen på grund af coronapandemien har sommeren i år været omvendt favorabel.
Faktisk har den været så god, at det kan blive nødvendigt, at der politisk bliver sat en grænse for det årlige antal af turister, der rejser ind i Grønland.
Det siger bestyrelsesformand for Air Greenland, Bodil Marie Damgaard, til KNR.
Flere steder i verden har populære turistdestinationer valgt enten permanent eller i perioder at sætte et loft over, hvor mange turister, der kan besøge stedet.
Det gælder for eksempel øgruppen Galapagos i Ecuador og Barcelona i Spanien.
I Barcelona sker begrænsningen ved at bremse byggeri af nye hoteller i særlige områder og gøre det til et lovkrav, at personer skal have en offentlig licens til privates udlejning.
- Vi mener, at det er vigtigt, at vi er forberedte på, hvor mange turister vi vil byde velkommen her i Grønland om året, og hvor hurtigt den udvikling skal gå. Måske skal vi begrænse den lovmæssigt.
Bestyrelsesformanden sætter dog ikke selv et tal på, hvor grænsen skal gå.
Forberedelser skal gå hurtigt
Tidligere på ugen konstaterede naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur, Erik Jensen (S), også, at udsigten til at håndtere et stigende antal turister i Grønland med de nye lufthavne i Nuuk og Ilulissat ser sort ud - i hvert fald som situationen er lige nu.
- Jeg må erkende, at landet ikke ser ud til at være forberedt, siger naalakkersuisoq Erik Jensen til KNR.
LÆS OGSÅ Borgmester: Antallet af turister i Ilulissat skal fordeles bedre
Også borgmester i Avannaata Kommunia, Palle Jerimiassen (løsgænger), har konstateret, at der denne sommer er kommet flere turister til Ilulissat og Diskoområdet, end området kan håndtere.
Det er især overnatningssteder, som mangler. Men der er også mangel på både spisesteder, guider og servicepersonale til at håndtere behovet hos de mange turister.
Ifølge Bodil Marie Damgaard bør erhvervslivet og det politiske system herhjemme skynde sig at gøre klar til det store indtryk af turister, som man forventer kommer med de nye lufthavne.
- Alle må samarbejde og løfte med, hvis vi skal være klar, og det skal lykkes, siger hun.
Kan nå det endnu
Og det burde reelt være sket tidligere.
- Det er gået lang tid, siden beslutningen om etableringen af lufthavnene blev taget. Og nu er der kun to år, til de nye lufthavne åbner. Hvis vi skal nå at blive klar, må vi gøre noget nu, siger hun.
LÆS OGSÅ Naalakkersuisoq: Landet er ikke klar til de store lufthavne
Naalakkersuisoq Erik Jensen mener, at det private erhvervsliv bør gå i gang med at investere i især hotelbyggerier. Men det kan være svært at nå, fordi byggebranchen også mangler hænder og materialer. Politikeren erkender derfor, at han og andre kolleger måske skal tage hånd om situationen - uden dog at fortælle, hvad det indebærer.
- Hvis de selvstændige ikke bygger hoteller, må vi fra politisk side genvurdere, hvad vi så gør, siger Erik Jensen.
Air Greenlands bestyrelsesformand mener dog ikke, at det er for sent.
- Nej, vi kan nå det endnu. Det mener vi. Men det skal planlægges grundigt, siger Bodil Marie Damgaard.