Naalakkersuisoq: Landet er ikke klar til de store lufthavne

Naalakkersuisoq mener, at der er for få restauranter og hoteller. Derudover er han bekymret for, at pladsen i de to lufthavnsbyer bliver for trang.
Erik Jensen
Naalakkersuisoq mener, at der er for få restauranter og hoteller. Derudover er han bekymret for, at pladsen i de to lufthavnsbyer bliver for trang. Foto © : KNR / Andreas Wille
Skrevet af Andreas Wille
12. september 2022 11:48

Naalakkersuisut siger nu, at Grønland ikke er klar til, at landets største investering indtil nu bliver taget i brug.

- Jeg må erkende, at landet ikke ser ud til at være forberedt, siger naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur, Erik Jensen til KNR.

Som planerne ser ud, skal de nye atlantlufthavne i Ilulissat og Nuuk tage imod de første flyvemaskiner i slutningen af 2024. Her regner man med, at mange flere vil tage den lange tur til og fra Grønland.

Bekymret

Men Naalakkersuisoq er ikke tilfreds med forberedelserne indtil nu. For Erik Jensen er bekymret.

- Det er nødvendigt, at planlægningen om at bygge hoteller og restauranter starter hurtigst muligt. På den måde kommer vi over den pladsmangel, som Ilulissat har oplevet denne sommer, siger Erik Jensen.

Ilulissat er landets turist-mekka. Som det allerede er nu, er alle værelser i byens hoteller eller andre former for overnatningssteder snuppet - fra tidlig forår til sen efterår.

Naalakkersuisoq for Infrastruktur siger, at han mener, at Grønland først er klar til de store lufthavne, den dag der er flere hoteller og restauranter.

- Derfor haster det med, at selvstændige virksomheder og selskaber går i gang med at bygge, siger Erik Jensen.

Genvurdere

Men at der står fine restauranter og hotelbygninger klar på to år, er ikke en realistisk tanke. For byggebranchen mangler i forvejen personale.

Hvis de selvstændigt erhvervsdrivende ikke kan opfylde Naalakkersuisuts behov - nemlig nye hoteller og restauranter - må de folkevalgte revurdere situationen .

- Hvis de selvstændige ikke bygger hoteller, må vi fra politisk side genvurdere, hvad vi så gør, siger Erik Jensen.