Ønsker inden folketingsvalg: Aftale om lufthavne og friere udenrigspolitik

Med højest otte måneder til et folketingsvalg er det største politiske ønske hos IA i Folketinget, at lufthavnspakken i Grønland opnår støtte af den danske stat. Magni Arge fra Færøerne ønsker sig friere udenrigspolitiske rammer for Færøerne.
03. oktober 2018 10:32

Iklædt nationaldragt mødte Aaja Chemnitz Larsen fra Inuit Ataqatigiit for fjerde år i træk ind til Folketingets åbning.

Og med højest otte og en halv måneder inden et folketingsvalg, ønsker hun mest af alt, at der bliver taget en beslutning om de nye lufthavne i Grønland.

LÆS OGSÅ Løkke kom med 1,6 milliard kroner til lufthavne og udvikling

- At der kommer ro på lufthavnspakken derhjemme, og at vi får stadfæstet, at regeringen også vil støtte med de penge, der er lagt op til. Det er både til infrastrukturinvesteringer, som er enormt vigtige for at skabe vækst i Grønland, men i høj grad også for at skabe erhvervsudvikling, siger Aaja Chemnitz Larsen.

I hendes øjne er vækst i Grønland det absolut vigtigste, politiske projekt. Det gælder både økonomisk vækst for samfundet, såvel som fremgang for borgernes ve og vel, påpeger hun.

Aaja: Grønland er ringe repræsenteret i Folketinget

Overordnet mener hun, at Selvstyreloven, der blandt andet understreger, at Grønland og Danmark er ligeværdige partnere, bør holdes højt. Det kan kun ske gennem tætte forhandlinger med regeringen, siger Aaja Chemnitz Larsen.

- Det kræver også, at vi agerer ligeværdigt og kræver en respekt – men også giver en respekt over for Danmark. Gør vi det, tror jeg næsten ikke, der er nogen grænser for, hvor mange resultater vi kan opnå her i Folketinget.

LÆS OGSÅ Folketinget åbnede uden Aleqa, Kim og Hans

Hun har tidligere kritiseret sin folketingskollega, Aleqa Hammond (NQ), for at være fraværende i det politiske arbejde på Christiansborg og efterladt hende til ’et ensomt arbejde’. En kritik, hun fastholder.

- Jeg synes for Grønland, at man har brug for to stærke repræsentanter. Og det siger jeg helt objektivt, fordi jeg mener, at vi har brug for at få det maksimale ud af de to pladser, der er. Det gør man ikke i dag, siger IA-politikeren.

Aleqa Hammond deltog ikke i Folketingets åbning, ligesom hun heller ikke deltager i et samråd om regeringens interesse i Grønlands lufthavne onsdag. I stedet er hun til stede, når Inatsisartut åbner sin efterårssæson onsdag.

Magni: Større politisk frihed til Færøerne

For folketingsmedlem Magni Arge fra Republikanerne på Færøerne er det største ønske inden et valg, at Danmark får gjort klart på international plan, at regeringen respekterer Færøernes ret til selvbestemmelse.

Og at regeringen og Landsstyret lander en aftale om større udenrigspolitisk frihed til Færøerne.

LÆS OGSÅ Færøernes hjemtagelse af udlændingeområde trækker ud

- Det er en umulig sag for os at bevæge os rundt i den globale verden og skabe vigtige rammer for den fremdrift, vi har brug for på Færøerne, med det arrangement, vi har i dag. Det skal ændres, siger Magni Arge.

Og det kan tyde på, at ønsket måske bliver opfyldt. Under sin åbningstale nævnte statsminister Lars Løkke Rasmussen netop Grønland og Færøernes ønske om større inddragelse i udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

- Det er et tema, som regeringen ser frem til at drøfte mere indgående med Færøerne og Grønland i den kommende tid, lød det fra talerstolen.