Færøernes hjemtagelse af udlændingeområde trækker ud

Planen om at lade Færøerne overtage ansvaret for udlændingeområdet fra Danmark trækker ud.
Foto © : Agnieszka Ruminska/Flickr
26. februar 2018 11:37

Det skriver Sermitsiaq.AG.

I efteråret 2015 indgik den danske udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg en aftale med Færøernes landsstyremedlem for udenrigsanliggender, Poul Michelsen, om, at Færøerne skulle overtage udlændingeområdet i juli 2016.

Men det har vist sig at trække noget ud, og det beklager den danske minister, oplyser Poul Michelsen til det færøske lagting.

LÆS OGSÅ Færøernes udenrigsminister er chokeret over Danmark

- Det har gået utroligt trægt. Hvis man læser det seneste brev, som jeg har fået fra Inger Støjberg, så undskylder hun for, at det trækker ud. Det bunder i deres egne vanskeligheder, muligvis. Men det synes vi ikke er specielt passende for et samarbejde, som vi har haft efter overtagelsesloven, siger han.

En af de ting, som skal forhandles på plads, er, hvorvidt Færøerne skal modtage flygtninge, når landet hjemtager udlændingeområdet.

LÆS OGSÅ Ny udenrigsaftale på vej mellem Færøerne og Danmark

Det skal blandt andet drøftes på et møde i marts, når en dansk delegation rejser til Thorshavn for at forhandle videre.

Poul Michelsen har tidligere støttet, at Færøerne skal tage imod flygtninge, men det er blevet afvist af oppositionen, som mener, at det vil sætte landet under for stort, økonomisk pres.

LÆS OGSÅ Aftale udløser udenrigspolitisk krise i Rigsfællesskabet