Færøernes udenrigsminister er chokeret over Danmark

Danmark overfortolker indholdet af en aftale mellem Færøerne, Grønland og Island, mener den færøske udenrigsminister, Poul Michelsen. Der er gået ’jura i den’ i stedet for politik, lyder kritikken.
Foto © : © 2016 Føroya landsstýri
08. december 2017 11:06

- Vi har gjort det her i mange, mange herrens år, og jeg synes, at det er langt overspillet.

Det siger Færøernes udenrigsminister, Poul Michelsen, til KNR som reaktion på, at Danmark har underkendt en samarbejdsaftale, som regeringerne på Færøerne, Grønland og Island indgik i august.

Aftalen blev indgået i forbindelse med, at ministre fra de tre lande besøgte Vestnordisk Råds årsmøde 31. august.

I aftalen fremgår det, at de tre lande vil mødes på embedsmands- og ministerniveau og drøfte sager af fælles interesse, bl. a. udenrigspolitik.

Det har fået Udenrigsministeriet i København op af stolen, da udenrigsområdet ikke er eller kan blive et hjemtaget område for hverken Grønland eller Færøerne, lyder det i et svar til KNR fra Udenrigsministeriet.

LÆS OGSÅ Aftale udløser udenrigspolitisk krise i Rigsfællesskabet

Men aftalen er blot en hensigtserklæring og indeholder ingen bindende aftaler, siger Poul Michelsen. Han henviser til, at de tre nordatlantiske lande mange gange tidligere har lavet lignende aftaler uden indblanding fra Danmark.

- Vi prøver ligesom at snakke om politik. Det er det, det drejer sig om. Og i den her aftale går man ned og gør det til jura mellem os og Danmark, og det, synes jeg, er noget pjat (…). Indholdet har ikke nogen bindende karakter over for nogen bestemt folkeretslig aftale, siger han.

Poul Michelsen: Samuelsen forstår det ikke

Udover punktet om udenrigsområdet burde Danmark også have haft aftalen til gennemlæsning på forhånd, oplyser Udenrigsministeriet til KNR, med henvisning til et cirkulære mellem Færøerne og Danmark om udenrigspolitiske aftaler.

Men aftalen august har ikke været fremlagt i hverken Færøernes Lagting, dets Udenrigspolitisk Udvalg eller i Inatsisartut – af den årsag, at der ikke er tale om en bindende aftale, siger Poul Michelsen.

- Vi har også jurister på Færøerne, og vi er også i stand til at vurdere. Og vi mener, at det er forkert (…). Så vi forstår ikke, at man blander sig i det her samarbejde, som man har i Vestnordisk, og som Danmark aldrig har været med i – heldigvis, må jeg nok sige, hvis det skal være dét, vi for at se i fremtiden.

LÆS OGSÅ Færøsk udenrigsminister bliver væk fra konference i protest

For at tø stemningen op, rejste Poul Michelsen for nylig til København for at tale sagen igennem med den danske udenrigsminister.

- Jeg tog mig den umage at rejse ned til Anders Samuelsen og snakke med ham og prøvede ligesom at komme forbi de her jurister, der sidder og splitter meningen med aftalen i nogle juridiske stykker. Men da han har heller ikke forstået det, var jeg ked af det.

Michelsen: Aftalen gælder stadig

I Grønland har naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Suka K. Frederiksen, oplyst, at hun også ’stiller spørgsmålstegn ved Udenrigsministeriets tolkning af Selvstyreloven’ i forhold til aftalen.

Selvstyret er dog i dialog med Udenrigsministeriet om en pragmatisk løsning. Men det har Poul Michelsen på Færøerne opgivet.

I stedet spekulerer han i, om Danmark har skjulte hensigter med indblandingen. Som han ser det, har Danmark meget på spil, fordi opmærksomheden på Arktis er stigende, fordi der er forfatningsarbejde på både Færøerne og i Grønland. Og fordi de nordatlantiske lande snart skal forhandle fiskekvoter med England uden om Danmark, når Brexit er fuldført.

LÆS OGSÅ Politikere skal drøfte udvikling i Arktis

- Jeg forestiller mig mange ting. Både det at vi arbejder med en grundlov både i Grønland og på Færøerne. Og om det er sådan nogle grænser om, at ’nu skal I passe på’ – det kunne være sådan noget. Men jeg gider selvfølgelig ikke gætte på, hvad det er. Jeg synes bare, det er noget pjat, siger Poul Michelsen. 

Han mener, at Danmark forsøger at nedtone samarbejdet i Nordatlanten.

- Når man kender til det vestnordiske samarbejde, må man have større respekt for det samarbejde end det, man viser fra Udenrigsministeriet. Det er jeg så utrolig chokeret over og havde ikke forventet, at man var så fattig i sin fantasi.

Han betragter stadig aftalen for gældende.

- Jeg betragter aftalen som gældende, og mere er der ikke i det. Men at stå skoleret over for det danske ministerium på det her grundlag – det kunne ikke falde mig ind, siger Poul Michelsen.

Rettelse fredag 08.12.17 kl. 14.25: Det fremgik tidligere af artiklen, at aftalen mellem Grønland, Island og Færøerne blev indgået i Vestnordisk Råd. Aftalen blev retteligt indgået mellem de tre landes regeringer, da de mødtes i forbindelse med Vestnordisk Råds årsmøde i august. Vestnordisk Råd er udelukkende et samarbejde mellem de tre landes parlamenter, og rådet har ikke udarbejdet aftalen.