Grønland genopliver gamle venskaber i Europa

Truslen fra Trump har sendt naalakkersuisut på en større europaturné, og de europæiske ledere står klar med åbne arme.
Under sit besøg i EU's hovedkvarter mødes Vivian Motzfeldt blandt andet med Kaja Kallas, der er EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik samt næstformand for Europa-Kommissionen. Foto © : Naalakkersuisut
23. maj 2025 10:44

Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S), har i den seneste tid været på rundrejse i flere europæiske hovedstæder. Her har hun drukket kaffe, givet håndtryk og stillet op til fotos med flere europæiske toppolitikere.

Senest besøgte hun den franske hovedstad, Paris, hvor hun mødtes med Frankrigs udenrigsminister Jean-Noël Barrot.

Efter besøget udtaler Vivian Motzfeldt i en pressemeddelelse:

– Frankrig er det første land, vi besøger med et bilateralt formål, og her udtrykker jeg på vegne af naalakkersuisut vores taknemlighed over Frankrigs støtte i en svær tid. Samtidig overbringer vi budskabet om ønsket at udvikle forholdet.

Møderne vidner om, at den grønlandske regering er en spiller på den internationale scene, man tager alvorligt i Europa. Samtidig peger de på, at naalakkersuisut har justeret sin udenrigspolitiske strategi, mener Rasmus Leander, der er leder af Nasiffik – Center for Udenrigs- og Sikkerhedspolitik på Ilisimatusarfik.

– Det er kun et år siden, Grønland kom med sin nye udenrigspolitiske strategi, hvor der blev lagt meget vægt på USA. Nu ser man, at naalakkersuisut er begyndt at genbesøge sine gamle alliancer i Europa. Alliancer, der i flere år ellers har været lidt nedprioriteret, siger han.

Trump har skubbet Grønland tættere på Europa

Også Marc Jacobsen, lektor ved Forsvarsakademiet, har bemærket, at båndene mellem Europa og Grønland er ved at blive styrket.

Han fremhæver en særlig udtalelse fra generalsekretæren for Nordisk Ministerråd, Karen Ellemann, som i sidste måned opfordrede til, at Grønland – i lyset af Trumps ambitioner om at få kontrol over Grønland – bør have status som fuldgyldigt medlem af det nordiske samarbejde.

– Med Trump i Det Hvide Hus bør det ønske ikke være umuligt at indfri, sagde hun dengang til Politiken.

Timingen for Ellemanns udtalelse er bemærkelsesværdig. Den kommer før en juridisk udredning har vurderet, hvilke konsekvenser det vil have, hvis Grønland, Færøerne og Åland får status som fuldgyldige medlemmer.

Samtidig afviste generalsekretæren så sent som i november over for KNR, at hun ville forholde sig til Grønlands status i Nordisk Ministerråd. Dengang lød begrundelsen, at det "er en diskussion mellem regeringerne".

Marc Jacobsen påpeger dog, at meget er ændret siden november:

– Den store ændring er Donald Trumps interesse for Grønland, der i højere grad ses som en trussel frem for en mulighed. Blandt de nordiske lande – og nok også naalakkersuisut – ser man et tættere samarbejde som en måde, man kan stå stærkere på mod det store pres, der er fra USA. Det tror jeg, har været altafgørende for Karen Ellemann, siger Marc Jacobsen.

Foto © : Marc Jacobsen

Et vigtigt træk på spillepladen

Bliver Grønland anerkendt som en ligeværdig aktør i Nordisk Råd og Ministerråd, vil det være en stor sejr for de grønlandske politikere, der i årevis har været utilfredse med den måde, det nordiske samarbejde fungerer på.

Og sejren er ikke kun af symbolsk betydning, siger Marc Jacobsen fra Forsvarsakademiet.

– Nordisk Råd og Ministerråd er endnu en udenrigspolitisk spilleplade, hvor Grønland kan positionere sig som en selvstændig aktør. Det er et vigtigt trin på vejen mod at blive en stat, at man har mere udenrigspolitisk albuerum, siger han.

Samtidig fremhæver Rasmus Leander fra Nasiffik, at et ligestillet medlemskab i Nordisk Råd og Ministerråd vil være endnu en fjer i hatten for udenrigsdepartementet. Departementet har allerede sikret, at det er Grønland, der leder kongerigets formandskab i Arktisk Råd, og fået udnævnt en grønlænder som arktisk ambassadør – nemlig Kenneth Høegh.